Messi og FC Barcelona bryder en langvarig og stærk symbiose

Bruddet mellem Messi og FC Barcelona har skabt masser af støj i fodboldverdenen. Nyheden var netop bemærkelsesværdig, fordi begge parter var indstillede på at forlænge samarbejdet – et samarbejde der har varet siden Messi i 2000 skiftede adresse fra hjemlandet Argentina til Barcelona som 13-årig. Hvad har så bremset muligheden for at forlænge symbiosen mellem Messi og FC Barcelona?

PSG fans are already gathering outside the Parc des Princes and Le Bourget airport in Paris in anticipation of Messi’s arrival 📸 pic.twitter.com/YiU0OU20it

— B/R Football (@brfootball) August 9, 2021

Sammenhængen mellem sportslig og økonomisk balance

Nogle gange er et historisk tilbageblik sundt for at forstå nutiden og danne sig et overblik over mulighederne for en fremtidig retning. Derfor giver det mening at spole lidt tilbage i analysen af FC Barcelona og Messi casen. Neymar forlader i 2017 FC Barcelona til fordel for PSG til en astronomisk transferpris. Siden da har FC Barcelona sprængt banken for at tilpasse spillertruppen med navne som Dembele, Griezmann og Coutinho. Alene siden 2017/2018-sæsonen har FC Barcelona haft et underskud på transferbalancen i nærheden af €300 mio. (kilde: Transfermarkt), og nu ser Paris Saint-Germain ud til at kunne lukrere på at hente Messi på en fri transfer og forene ham med Neymar. Købmandskabet og relationen til den spillestil, som FC Barcelona har været så succesfuld med (qua tiki-taka-perspektivet) har ikke været optimalt i henhold til de spillere, som FC Barcelona har hentet ind som medspillere til Messi. Der har været langt til tiden med Xavi og Iniesta. De tilførte spillere har ikke levet op til deres prisskilt, når man kigger på den sportslige performance og sammenhængskraften i FC Barcelona-truppen, og hvordan klubben tidligere i nyere tid – særligt i årene under Guardiola – har udfoldet sig på banen. De seneste år har særligt målt på de internationale præstationer i UEFA Champions League været fattige, når dette sammenholdes med klubbens selvforståelse.

Korrelation mellem sportslig og økonomisk performance er allestedsnærværende i sportsøkonomien. FC Barcelona lider lige nu under den manglende balance i denne henseende. Selvom FC Barcelona over tid har været i stand til at skabe vækst i indtægtsgenereringen, så blev klubben også på det punkt sat væsentligt tilbage, da coronapandemien skyllede ind over sportslandskabet. Når den professionelle topfodbold pludselig stod med et produktionsapparat, der i perioder stod stille eller p.g.a. corona har været væsentligt devalueret, så gør det ondt på muligheden for at inddrive indtægter. Disse faktorer koblet med en betydelig gældsbyrde og det omkostningsniveau, der er forbundet med at købe samt aflønne globale topspillere for at kunne fastholde den sportslige konkurrencemæssige position, giver en dårlig cocktail. Derfor står FC Barcelona nu i den situation, hvor ’governance’-regler i La Liga spænder ben for at friheden til at skrive kontrakter med de spillere, som klubben ønsker.

Den sårbare forretningsmodel

Over de seneste ca. 10 år har FC Barcelona desuden spenderet massivt på spillerfronten og har ligeledes kørt med underskud på transferbalancen, der beløber sig til ca. 4 milliarder danske kroner (kilde: Transfermarkt). Det viser, at når en fodboldklub ’gearer’ forretningen ved at øge gælden til at finansiere driften, og klubben så samtidig misser nogle transfervinduer de senere år på et dynamisk fodboldmarked (hvor nogle vinder, mens andre taber), så koster det. Så hvor FC Barcelona i årene med stor sportslig succes under Guardiola var et eksempel på den positive selvforstærkende cirkel i sportsøkonomien, så er det nu en case med omvendt fortegn. Lige nu er FC Barcelona desværre et grimt eksempel på fodboldens transformationsøkonomi. Yderligere boostes denne negative situation af, at klubben i den grad oplever et forstærket pres af coronakrisen og den tidsdimension, som trods alt har været anseelig (siden starten af 2020). Godt nok har fodboldklubber haft vanskeligt ved direkte at budgettere med en coronakrise, men historien viser sårbarheden ved topfodboldens forretningsmodeller, og derfor er FC Barcelona og Messi casen en kobling af mismanagement fra klubbens side og en verdensomspændende sundhedskrise, hvorved klubben er blevet hårdt straffet af fodboldmarkedets nuværende dynamik.

Billeder: diverse mediereaktioner på Messis farvel til FCB.

Governance og den sårbare forretningsmodel

La Liga har essentielle ’governance-regler’, og det koster lige nu FC Barcelona. Klubben har fået at vide, at de skal bringe de nuværende lønomkostninger væsentligt ned. Det faktum, at FC Barcelona har haft et lønniveau > indtægtsgenereringen og samtidig har været vidende om La Ligas governance-regler, understøtter bare argumentet om mismanagement. Tidligere var det de mindre spanske klubber, som blev ramt, men nu rammer det flydende lønloft i den spanske liga også de store klubber. Regler, der blev sat i søen i 2013 understreger, at klubbernes transfer- og lønomkostninger ikke må udgøre en for stor del af omsætningen. Og her bliver FC Barcelona jo både ramt af coronakrisen samt deres gældsituation, der belaster såvel indtægts- som omkostningsniveauet i klubben. Gæld er jo ikke nødvendigvis en problemstilling, hvis en klub har indtægter nok til at betale sine forpligtelser, men her har corona vanskeliggjort tingene yderligere.

Hvor står FC Barcelona nu?

Den økonomiske situation er selvfølgelig alvorlig, for FC Barcelona lever af at konkurrere på øverste hylde i international topfodbold. Her bliver klubben for en stund sat tilbage. Samtidig har klubben dog en historik, kulturel arv og brandstyrke (selvom denne devalueres kraftigt af Messis afgang, da topspillerne med tiden har fået mere magt – også i forhold til at flytte kunder og markedsandele), der gør, at den er mere kriseresistent end de fleste fodboldklubber, når det kommer til at overleve – også økonomisk.

Det her er dog en bombe under klubben og for ligaen, for Messi er i den grad den superstjerne, som har tegnet FC Barcelona over årene på og udenfor banen. Messi har ligeledes været en enorm reklamesøjle for La Liga, hvor han særligt over en længere periode med rivaliseringen med Real Madrid og Cristiano Ronaldo satte nye standarder for fodboldperformance i sportslig forstand. Desuden gav denne rivalisering mellem de to gigantiske klubbrands samt spillerbrands La Liga massivt kommercielt appeal, som løftede ligaens produktkvalitet til nye højder.

Derfor er det også vigtigt at understrege, at FC Barcelona ikke kommer til at ændre tingenes tilstand ’overnight’. Det er en kompleks situation, som den nye ledelse har arvet, og som er svær at håndtere. Det kræver bl.a., at godt købmandskab på transfermarkedet ’blendes’ med den talentudvikling, som La Masia med så stor gennemslagskraft tidligere har været garant for at føre ind på førsteholdet.