Scenarier for en sportsøkonomi med et lukket produktionsapparat

Spørgsmål om økonomiske periodiseringer som følge af forskydninger i kampkalenderen eller worst-case scenarier som truende eksistensgrundlag som følge af turneringsaflysninger er nu en del af hverdagen i dansk sport og idræt. Hele oplevelsesøkonomien og herunder sportsbranchen står på såvel ny som vanskelig grund i øjeblikket. Professionel sport – ja egentlig hele den danske idrætsverden – presses af Coronasituationen. Produktionsapparatet i dansk sport og idræt – professionelt som breddemæssigt er gået i stå, og det gør ondt på hele forretningsmodellen i sport og idræt. Dansk sport og idræt står derfor overfor en stor og mærkbar udfordring, som intensiveres af, at sport og idræt – særligt med fokus på professionel sport – i forvejen er karakteriseret ved at have en sårbar forretningsmodel.

Livsnerven i form af liveproduktet viser ikke livstegn lige nu

Hvad skyldes sårbarheden ved forretningsmodellen i den henseende? Livsnerven i sportsbranchen er produktionen af kampoplevelser og dertil associerede sportslige oplevelser – særligt understreget af kampen som kerneproduktet i professionelle sportsligaer indenfor fodbold, håndbold, ishockey, basketball m.v., mens en associeret oplevelse kan være, hvad der sker på transfermarkedet i fodbold centreret om periferiydelser eller sideevents som spillerpræsentationer. Den amerikanske fodboldliga NFL tog på et tidligt tidspunkt ’the NFL Draft’ til sig som vigtig årlig sideevent, der gav kerneproduktet mere næring. Sportsbranchen lever med andre ord af events og oplevelser og specielt af at iscenesætte det sportslige liveprodukt og relaterede sideevents på stadion, i arenaen eller via medierne.  Det stiller sportsbranchen i en situation, hvor indtægterne (eller nogle af dem) i bedste fald kan indhentes om nogle måneder, hvis der kommer en forskydning af de respektive turneringer, altså en økonomisk periodisering. Det har eksempelvis flytningen af sommerens EM-turnering i fodbold givet den professionelle fodbold i Danmark og andre europæiske lande et vindue til, da denne beslutning åbner for en længere og mere fleksibel periode til at afvikle turneringen i. Worst case scenario er dog, at fodbolden i lighed med f.eks. ishockey i Danmark eller NBA i USA indstiller turneringen, så de nationale turneringer ikke færdigspilles. Med liveproduktet in mente kan klubberne jo ikke smide produktet på lager, som er tilfældet i mange almindelige produktionsvirksomheder for så at sælge det på et senere tidspunkt. En aflysning af turneringen vil betyde, at der ikke KUN bliver tale om den begrænsede negative økonomiske effekt i form af økonomisk periodisering samt mere beskedne indtægter, men derimod manglende indtægter fra, hvad der i eksempelvis Superligaen svarer til 1/3 af kampene. I den ligning skal det medtages, at der er tale om kampe i bedre vejr, mere afgørende kampe og kampe mellem hold, hvor den konkurrencemæssige balance både bør give grundlag for større spænding om udfaldet samt nogle attraktive topopgør i top 6 med formodentlig højere intensitet samt sportslig kvalitet, der som i kampene mellem FC Midtjylland og FC København eller i det københavnske derby mellem Brøndby og FC København får et mere tilnærmelsesvist internationalt snit på bestemte parametre. Turneringsmæssig progression handler om en gradbøjning, og alt det, som klubberne og deres interessenter, f.eks. medier, sponsorer og fans har set frem til, og det, som trænere og spillere ’spiller for’, er jo en turnerings afgørende fase, hvor regnskabets time er kommet, og hvor medaljer, europæiske pladser, op- og nedrykning skal fordeles. Desuden er det tidspunktet, hvor nye trupper skal sammensættes, da sæsonen afløses af aktivitet på transfermarkedet, der i sin transformationsøkonomiske natur belønner sportslige aktører, der har vist opadgående præstationskurver qua stort talent og kvalitativ konsistens, men stadig uudnyttet potentiale. For en sælgende liga som Superligaen kan det betyde, at sommeren ikke bliver som normalt, hvilket også kan få en økonomisk effekt, da overskud på transferbalancen, når muligheden er der, er vigtigt for klubber, der typisk slås med driftsbetingelser uden grundlag for kontinuerlig økonomisk bæredygtighed, når der ses bort fra kapitaltilførsler. Coronakrisen er derfor et ’wake-up call’ for en sportsbranche, hvor krisen kan gøre ekstra ondt, idet der er tale om en branche, hvor mange klubber allerede er presset på et dansk sportsmarked med begrænset markedsgrundlag. Derfor er jeg også spændt på, hvor sportsbranchen, og ja specielt professionel sport, i Danmark (ja også i udlandet) står, når vi i samfundet og alverdens lande i fællesskab forhåbentlig kommer på den anden side af denne Coronasituation, som først og fremmest skubber sport og idræt i baggrunden, da sygdommen er en endnu alvorligere trussel, som skal tackles. Hvorom alting er, vil situationen dog gøre nogle klubber endnu mere sårbare samt true nogle på eksistensen.

Sport og idræt lever af et velfungerende erhvervsliv

Et alvorligt pejlemærke for professionel sport er det økonomiske pres på erhvervslivet, da professionelle sportsklubber lever af, at der findes et omkringliggende erhvervsliv, som fungerer. Kapital fra kommercielle partnerskaber eller kapital fra ’de varme og hjælpende hænder’, der skal træde til med klubben i hjertet, når eksistensgrundlaget er truet, og der er behov for kunstigt åndedræt med fornyet faninvolvererende retorik (og nye visioner), stiller også spørgsmålstegn i.f.t. klubbernes kriseresistens i regi af potentielle kapitaludvidelser. Er erhvervslivet i knæ, kan det påvirke såvel de faldskærme, der nogle gange redder sportsklubber fra dødsstødet i forbindelse med kollisionen med den jordnære virkelighed, da balancen mellem indtægter og udgifter er blevet for højtsvævende uden en realisering af de indfriede visioner, ligesom det kan påvirke sponsormarkedet. Begge dele bevirker, at professionelle sportsklubber er knap så kriseresistente, som normalt, hvad angår mulighederne for at inddrive kapital. Det er et relativt langsigtet perspektiv, og selvom denne virkelighed hurtigt kan indfinde sig, så handler det her på kort sigt først og fremmest om sikring af driftsgrundlaget, som alt andet lige bliver presset på baggrund af Coronasituationen! Klubberne skal derfor vise RETTIDIG OMHU ved at overveje forskellige steps, hvad angår økonomiske risikomomenter (f.eks. spørgsmål vedr. såvel drift som potentielle kapitaltilførsler), og her har et vigtigt første step været at sende medarbejdere hjem for at kunne opnå økonomisk kompensation via regeringens handlinger (f.eks. tredjepartsordningen). Eksempelvis var den svenske traditionsklub AIK Stockholm (nummer fire i Allsvenskan sidste sæson) derfor ude at bede offentligheden om hjælp til indsamling af kapital samtidig med en pointering om, at Coronasituationen kræver en tilpasning af balancen mellem indtægter og omkostninger.

For mig at se handler denne situation netop om at TAGE ANSVAR og agere i tråd med såvel retningslinjer for økonomisk ansvarlighed, men også for andre ansvarsområder, f.eks. anvendelse af det etiske og moralske kompas og derfor highlighte, at medarbejdernes og samfundets sundhedstilstand ikke må negligeres. Jeg har set i den nordjyske presse, at Hobros formand Lars Kühnel har været ude og snakke om situationen, og det kan jeg godt forstå, for en klub som Hobro, der også står overfor en truende nedrykning og kom ud med et udfordrende regnskab sidste år, er bare et af flere eksempler på klubber, der presses af denne situation. Så kan løsningsforslagene i forhold til op- og nedrykning, som Kühnel henviser til, altid diskuteres, men det er en helt anden problematik, som jeg ikke vil diskutere her, men som selvfølgelig kommer op, hvis Coronasituationen betyder, at den slags skal afgøres ved skrivebordet eller i mødelokalet og ikke på banen.

Driften i sport står stille lige nu, og uanset kompensationsmuligheder, så gør det her mega-ondt på klubber med vanskelige drifts- og likviditetsbetingelser samt et udfordrende eller minimalt kapitalberedskab, og det giver yderligere usikkerhedsmomenter i en branche, der i forvejen er præget af usikkerhed. Hvad betyder tv- og sponsorindtægter for en professionel sportsklub (i AaB udgjorde det eksempelvis en stor andel i regnskabene for 2019 og 2018, jf. nedenstående illustration)? Nu har vi allerede hørt, at tv-pengene ikke udbetales, før der er gang i kampafviklingen igen!

Illustration: Uddrag fra AaBs regnskab (kilde: AaB).

Hvis 1) tv-pengene er fastfrosset indtil, der spilles kampe, og 2) hvis sponsorerne ikke føler, at de får den værdi, som de har købt, så kan det også give anledning til yderligere rettighedsspørgsmål på dette område, og 3) hvad betyder den pressede økonomiske situation i det øvrige erhvervsliv for sponsormarkedet fremadrettet? Disse spørgsmål er vitale at berøre, når det kommer til evnerne til at inddrive penge til driften samt til kapitaltilførsler for at redde livet?  Hvad med UEFAs turneringer i det kommende år? Hvor står de ovenpå Coronasituationen, og hvordan vil det påvirke de danske hold? Hvad med den transferbalance, som kan gøre, at danske klubber går fra røde til sorte tal i et regnskabsår? Det har uden tvivl gjort ondt på Hobro, at de har haft svært ved at sælge spillere på det seneste (det er dog en afledt effekt af manglende performance, og hvordan dette påvirker forhandlingssituationen), men med superligaen som sælgende liga, må vi også forvente, at danske klubber i det kommende vindue kommer til at lide, for store købende ligaer som f.eks. Premier League m.fl. skal også finde sig selv ovenpå Coronasituationen, og det kan påvirke transfermarkedet negativt – også i et marked, der er præget af Financial Fair Play, hvor det med City-sagen er blevet understreget, at UEFA slår ned på klubber med overforbrug. Alt i alt er sportsøkonomien jo et forbundet netværk af ligaer og med relationer til folks rådighedsbeløb (for ikke at tale om, hvor vidt de har lyst til at være i en arena med plads til flere tusinde mennesker efter krisen – der skal vi nok forvente, som vi også har set i.f.t. ‘9/11’ eller andre kriser, en anden fanadfærd til at starte med) og erhvervslivets ve og vel. Silkeborg er lige kommet ud med et positivt regnskab hjulpet af videresalgsklausuler fra salg af Robert Skov og Dolberg, hvilket er endnu et eksempel på, at transfers er vigtige for professionelle fodboldklubber. Ligeledes finder jeg det relevant at spørge ind til, hvordan magtfordelingen bliver fremadrettet for sportsklubber, der både skal forhandle med erhvervslivet om kommercielle partnerskaber, men også med medierne om nye medieaftaler, som over de senere år er vokset, selvom seer-udvikling (bl.a. med ‘cord-cutting’) og den nuværende magtfordeling i sådanne forhandlingssituationer givetvis kan ændre denne tilstand, selvom der er flere nuancer, som spiller med.

Danner Corona ramme for nye modeller i sportsøkonomien og større fællesskab?

Det her kan give en krise i en sportsøkonomi, der jo også er præget af, at nogle klubber skal forholde sig til en omkostningssituation med uopsigelige kontrakter, hvor spillerlønninger udgør en høj andel af omsætningen sammenlignet med andre brancher. Når dette kobles med begrænset driftsgrundlag og kapitalberedskab resulterer det i, at en uforudset krise som Corona kan ramme ekstra hårdt. Vi kender alle til, hvordan budgetteringen kan fungere i en fodboldklub, og der er typisk ikke et kæmpe råderum i forhold til likviditeten, og uden et stabilt ’cash-flow’, er jeg spændt på, hvor denne situation tager professionel sport i Danmark (samt udlandet) hen, for det bliver heller ikke bare nemt for klubberne at rejse sig igen ovenpå krisen? Der kommer også til at være nogle pressede kampkalendere, og i sidste ende er der jo også spørgsmål om, hvad der er godt for spillerne at tage hensyn til, men alle må give af sig selv og vise ansvarlighed i denne situation. Mon ikke nye spørgsmål relateret til kritiske refleksioner om risikovurderinger vil opstå. Det må være mantraet, at vi skal løfte i flok for at bruge en analogi fra sportens verden, og det kræver omstillingsparathed fra alle. Et godt eksempel er stjernerne fra FC Bayern München, Leon Goretzka og Joshua Kimmich, som har oprettet en fond med navnet #WeKickCorona, som allerede via donationer, f.eks. fra stjerneangriberen Robert Lewandowski, har indsamlet et millionbeløb til kampen mod Corona, jf. illustrationen nedenfor.

Illustration: Fodboldstjernerne Goretzka og Kimmich fra Bayern har stiftet en fond til hjælp mod Corona.