Hele verden er berørt af COVID-19 eller, hvad der nu har udviklet sig til en regulær pandemi eller Coronakrise for at bruge en velkendt analogi fra sportens verden. Fodbolden er ingen undtagelse, og senest er det i dag blevet besluttet, at UEFA udskyder afholdelsen af sommerens EM-slutrunde (#EURO2020) til 2021. Topfodbold eller elitesport er kendt for præmissen om, at det koster blod, sved og tårer at skabe positiv udvikling, ligesom en anden sportslig krisediskurs rummer vigtigheden af ’at arbejde sig ud af krisen’. Realiseringen heraf kræver en ledelse og et lederskab, der skaber sammenhold og en indikation af, at indfrielsen af målet om at vinde bliver genstand for udfoldelse af kompetente beslutninger (afledt af at bringe den rette viden[1], de rette færdigheder[2] og hårdt arbejde[3] i spil). Således bliver det dertilhørende følgeskab centralt for at afgøre fællesskabets succes med at komme ud af krisen – særligt hvis kompetencerne og en solid kultur med en god mental attitude er tilstede. Coronasituationen er selvfølgelig anderledes, men mon ikke disse sportsmetaforer alligevel kan anvendes som et meningsskabende fundament. Vigtigst af alt er, at en af fodboldens ledende instanser, UEFA, har taget en klog og ansvarlig beslutning om at flytte sommerens slutrunde. Dermed bakker UEFA således op om kampen mod COVID-19 samt viser, at selvom der er forskellige interesser på spil, så er der altså en prioritering af, at fornuft ikke er = økonomi og sport > menneskeliv. Det er ikke uden kompleksitet, da netop sommerens EM-slutrunde er en ’limited edition’ eller specialudgave. Det er en stor og international event på tværs af lande og byer i Europa, og som statsminister Mette Frederiksen har udtalt, så står vi (inkl. sportens verden) på ny grund. DBU-formand Jesper Møller har således også udtalt til TV2, at DBU naturligvis bakker op om beslutningen, men at den kan så tvivl om, hvorvidt Danmark og København får lov til at agere vært i 2021. Før vi kan glæde os til fodboldfest i 2021 i Danmark skal det i sådanne sager undersøges, hvordan et potentielt værtskab spiller sammen med øvrige markedsmekanismer eller sportsrettigheder, f.eks. andre events (se tweet nedenfor) og med den infrastruktur og øvrige foranstaltninger, som kræves.
Stor kompleksitet forbundet m/ en event som #UEFA #EURO2020 i denne #Corona tid. Det skal tages seriøst af alle (også os fodboldelskere), så ikke mange andre muligheder end at starte fra toppen med EM, CHL & EL – situationen i Europa rykker sig hele tiden, og det er alvorligt! https://t.co/aQHpbIkVfN
— Kenneth Cortsen (@kennethcortsen) March 17, 2020
@JonPagh og spændende, hvordan det passer ind i forhold til #FIFA‘s VM for klubhold – har du hørt noget om dette? https://t.co/ppo0mWVM7e
— Kenneth Cortsen (@kennethcortsen) March 17, 2020
Sportens verden står som det øvrige samfund og erhvervsliv også på ‘ny grund’ i.f.t. #Corona. #FodboldØkonomien må forvente kampe udenfor banen om rettighedsspørgsmål – fx. med kommercielle interessenter som medier, sponsorer, sæsonkortholdere m.v. ⚽️ https://t.co/mpxEt7BjhC
— Kenneth Cortsen (@kennethcortsen) March 17, 2020
Den vigtige symbolværdi
Det kan dog diskuteres, om ikke såvel FIFA som UEFA samt andre ledende instanser i fodboldens og sportens verden (f.eks. IOC) kunne have meldt sig ind i kampen med en kollektiv opfattelse på et tidligere tidspunkt. F.eks. så vi for nyligt, at nogle tusinde fans fra Atletico Madrid tog turen til Liverpool for at følge klubbens videre færd i UEFA Champions League på et tidspunkt, hvor Madrid og Spanien havde en kendt situation med markante Coronaudfordringer. Dernæst så vi danske Viktor Axelsen triumfere i den prestigefyldte badmintonturnering All England, og til trods for et glædeligt dansk sportsresultat skal vi tillade os at stille spørgsmålet om, hvor smart det er at have en hal fyldt af internationale sportsfans i en tid, hvor bl.a. Italiens nævneværdige Coronaproblemer og alverdens sundhedsmyndigheders advarsler burde være stof til eftertanke og dermed grobund for en aflysning. Desværre har tacklingen af Corona til at starte med set manglende fællesskab på tværs af verden og særligt her i Europa. Danmark har forsøgt at tage en førerrolle i at melde tidligt og drastisk ud omkring institutionslukninger, hjemmearbejde, grænselukninger m.v., og det er prisværdigt, selvom den rettidige omhu måske kunne have fundet sted endnu tidligere eller gerne med deltagelse fra andre lande på samme tid – selvom jeg ikke skal lege ekspert på det område.
De melder fra All England – via @hfallesen og makker i tv – at der er ved at være en del danskere til stede. I en hal med tusinder af tilskuere. I et land, der virker til at have meget lidt styr på corona-situationen. Jamen, hvorfor dog rejse derover?
— Jeppe Laursen Brock (@jlbrocken) March 13, 2020
Det havde dog klædt den sportslige verden at vise denne rettidige omhu i samlet flok, hvilket havde været en god symbolværdi at udsende fra en professionel sportsbranche, som indimellem kan virke ignorant overfor, hvad der påvirker det omkringliggende samfund. Professionel sport på europæisk grund og i en økonomisk henseende er ofte sig selv nærmest, og det har konsekvenser for beslutningsgrundlaget – særligt da Coronasituationen presser sportsorganisationernes (f.eks. forbund, klubber og ligaer) økonomi. Sportens verden er dog ikke hævet over det omkringliggende samfund, hvor folk står overfor at kunne miste deres job, eller hvor virksomheder risikerer at lukke. Corona er et verdensomspændende problem, hvorfor det akkurat kræver et kollektivt standpunkt – også fra sportens verden!
For os sports- og fodboldelskere er det selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan se frem til sommerens fodboldfest på dansk grund eller til den livedækning af diverse fodboldkampe eller andre sportsbegivenheder som tidligere via medierne. Denne ærgrelse bør dog skubbes i baggrunden p.t. Jeg er selv fodboldtræner på eliteniveau, og vi står overfor et afgørende kvalifikationsspil om ligapladser og ved ikke, om turneringen spilles, men det er sekundært for mig i øjeblikket. AaB, hvor jeg nu er træner, lukkede ned onsdag i sidste uge, og jeg har været på egen matrikel siden – også hvad angår mit civile arbejde. Den rettidige omhu virkede derimod ikke til for alvor at have ramt fodboldens eller sportens verden i sidste uge (med de nævnte eksempler ovenfor in mente, jf. Liverpool og All England). I den henseende skal vi huske på fodboldens eller sportens symbolværdi. Den intense passion og fanidentifikation, som f.eks. omkranser topfodbold bevirker, at de spøgelseskampe, som først blev spillet (første step i fodboldens verden var at spille kampe uden tilskuere) ikke engang er ’nemme’ at afvikle uden udfordringer. Det eksemplificeres ved, at klubber, f.eks. Werder Bremen i Bundesligaen, har advokeret for, at fans ikke skulle stimle sammen udenfor stadion eller på barer p.g.a. smitterisikoen. Den del kan selvfølgelig kontrolleres, men det kræver nogle af de forberedelser, som vi har set de senere dage i eksempelvis Sydeuropa. Fodboldklubber lever jo af at tydeliggøre samspillet med eller det tætte bånd til fansene, og Coronasituationen vanskeliggør denne proces, hvorfor det bør indskærpes, at fodboldklubber sammen med fans finder sammen om at tage dette ansvar – store tilskuerevents som i sport har grund til bekymring, både som potentiel smittespreder, men også i forhold til balancen med de økonomiske udfordringer, når de ikke løftes. Generelt skal symbolværdien bare understreges, for hvis folk ser, at professionelle fodboldspillere kan rende rundt og træne som hold eller spille kampe, mens resten af befolkningen skal holde sig hjemme eller indendørs, så hopper kæden af. Et bidrag i New York Times for et par dage siden pointerede 64 high-school læreres bekymring for at skulle undervise i en bygning med over 3.000 studerende, som hver dag kommer til skolen via offentlige tog- eller busforbindelser gennem adskillige bydele. Som lærerne fremhævede i deres bidrag, så er det ikke nok at vaske hænder eller spritte af for at forhindre virusspredning, når transporten til og fra skole tages med i overvejelserne samtidig med, at de studerende går ind og ud af klasseværelser hele dagen, hvorfor situationen var en stressfaktor for såvel studerende som forældre og ansatte.
”Scientists, epidemiologists, and countries like South Korea, Italy and China deep in the throes of this pandemic all practice social distancing as the only method guaranteed to slow the spread” (kilde: New York Times)
Eksemplet fra skolen i New York betoner vigtigheden af, at vi alle, inkl. sportens verden vågner op og konfronterer realiteterne i.f.t., at denne pandemi er alvorlig. Det er et vigtigt signal i modsætning til tidligere udmeldinger fra bl.a. FC Bayern Münchens Karl-Heinz Rummenigge eller fra Randers FC, jf. nedenstående tweets. Lige nu handler det om at parere ordrer fra myndighederne og lytte til deres anbefalinger og påbud samt herigennem kompetente sundhedseksperters råd.
#Rummenigge emphasizes top #football‘s move from ‘public service’ towards #MoneyGames ⚽️ However, there is a bigger & more important cause = we need a collective understanding within and across countries and industries of how to ‘fight’ #Corona. #CSR https://t.co/4cIyD8ScNF
— Kenneth Cortsen (@kennethcortsen) March 14, 2020
Randers træner videre: Smitterfaren er i bund https://t.co/3HaNtSvpAP #randersfc #sldk
— bold.dk (@bolddk) March 13, 2020
Den sårbare forretningsmodel
På samme måde som det almene erhvervsliv er ramt af situationen, har Corona selvfølgelig også økonomiske konsekvenser for aktører i sportsøkonomien og er forbundet med yderligere kompleksitet, f.eks. stress, manglende langsigtet planlægning m.v. Stadigvæk er det vigtigt at fastslå, at sportens verden ikke bør være hævet over det omkringliggende samfund; fodboldspillere skal også være rollemodeller og skal ikke forvente andre retningslinjer end de, der gælder for det resterende samfund, der også berøres kraftigt og nogle gange kraftigere (hvis vi medtager, at lønnen særligt i professionelt fodbold er højere end for den almene lønmodtager) af sådanne krisesituationer. Vi har allerede set, at mange kampe er blevet spillet som såkaldte spøgelseskampe uden tilskuere, at kampe er blevet udskudt eller aflyst, ligesom den danske ishockeyturnering er blevet afblæst. I lighed med NBA er dansk ishockey et forbillede, da de tidligt meldte ud, at sæsonen var suspenderet. Ishockey i Danmark er særdeles afhængig af indtægterne fra det slutspil, som nu ikke spilles, mens det for den amerikanske NBA-liga kan være ’nemmere’ at aflyse, da nogle spørgsmål er lettere at varetage i en lukket amerikansk sportsliga med global status – ligaen er mere kriseresistent end den danske ishockeyliga. I Danmark og i europæiske sportsøkonomiske modeller opstår der naturligt spørgsmål om op- og nedrykning mellem det bedste og næstbedste niveau. Derudover er der en eftertragtet økonomisk fordel på spil i form af kvalifikation til deltagelse i UEFAs Champions League eller Europa League turneringer, og de overliggende europæiske turneringer er samtidig med til at presse kampkalenderen i forhold til afvikling af de nationale turneringer – i øvrigt en anden grund til at UEFAs beslutning om at udskyde EM virker fornuftigt.
Set fra denne redaktørstol er det rigtigt at udsætte EM. Mange ville tabe penge på turneringen til sommer+ ligaer ikke kunne spilles færdige. Langt vigtigere er det, at EM skal være en fest med tilskuere, og at man ikke kan eller skal holde fest under en dødelig pandemi.
— Troels B. Thøgersen (@TroelsBagerT) March 17, 2020
A-league @ALeague still ongoing. Even open for spectators in the stands. Countries & federations really deal with this differently… pic.twitter.com/AaZg5DRIQD
— Mads Davidsen (@MadsRDavidsen) March 15, 2020
Problematikken i fodboldøkonomien (og for den sags skyld i andre sportsgrene i Danmark som f.eks. håndbold eller ishockey) er klubbernes skrøbelige økonomiske driftsgrundlag. Alle indtægter relaterer sig på en eller anden måde til fans. Selvfølgelig kan medierne, f.eks. tv, tilgodeses qua tv-transmission eller spøgelseskampe, men det handler både om fansenes sundhed (jf. Werder Bremen eksemplet) som symbolværdien (jf. sportens rolle som ansvarsfuld aktør i det omkringliggende samfund). Rummenigges udmeldinger til det tyske sportsmagasin Kicker indeholder selvfølgelig sandhed i form af den kompleksitet, der findes i den økonomiske virkelighed ude i klubberne, men det bør ikke træde over klubbernes samfundsansvar og dermed den alvorlige samfundssituation. Hermed skal dette indlæg ikke negligere, at sportsklubberne er pressede af situationen i økonomisk forstand. Det er hele samfundet. Klubber under Bayern Münchens niveau rammes tydeligvis hårdere end mægtige Bayern München, der har et helt andet kapitalberedskab, og som har set en stadigt stigende indtægtsgenerering og profitskabelse over de seneste 10 år, end mindre klubber. Fans får motoren til at køre rundt i sportsøkonomien. Dette faktum er en vigtig erkendelse i relation til, at FIFA, UEFA og andre af sportens ledende instanser lever af de nationale forbund og klubberne herunder og vice versa – f.eks. i regi af kampkalendere og interagerende agendaer, der influerer forretningsmodellerne i hele det sportsøkonomiske økosystem. Guardiola italesatte via ESPN den fancentrerede model som værende vigtig i fodbold som folkets spil, og her spiller turneringsplanlægning og kampkalendere også ind fremadrettet i.f.t. det pres, som opstår i kølvandet på sammenfald af internationale sportsevents. God topledelse har manglet, men er ikke desto mindre vigtigt, da det her handler om vigtige prioriteringer. Tingenes tilstand har ændret sig løbende og hurtigt, og det har også påvirket kompleksiteten indenfor dette genstandsfelt. Derfor har folk i andre og almindelige brancher udenfor sportsøkonomien løbende updates med deres overordnede, jf. tingenes gang i et informations- og vidensamfund. Derfor skal sportens verden selvfølgelig spørge sig selv om, hvad der er på spil, og hvad det her gør ved professionelle sportsklubber i Danmark, hvor økonomiske og driftsmæssige udfordringer er en del af virkeligheden? Der er vigtige spørgsmål økonomisk, planlægningsmæssigt, rettighedsmæssigt og ikke mindst sundhedsmæssigt. Der er også brugt tid og ressourcer på planlægningen, som kan forklare, hvorfor IOC og Tokyo endnu ikke har meldt ud vedrørende OL til sommer (der er investeret store beløb, der selvfølgelig giver ønsker om ROI). Nu bliver beslutninger udenfor spillefladen afgørende for fremtiden for mange af disse aktører. Eksempelvis kan det spille ind, hvis nogle af kampene trods alt bliver spillet, skønt økonomiske periodiseringer selvfølgelig altid kan være problemfyldte i driftssituationer med begrænset likviditet, mens aflyste kampe og turneringer og ingen kompensation fra det offentlige er et truende ’worst-case scenario’.
Kompleksiteten mindskes desuden ikke af sportsøkonomiens særegne karakter. Aflyses turneringer og kampe øges den kommercielle kompleksitet, da professionel sport er karakteriseret ved, at rivaliserende konkurrenter (bl.a. klubber og spillere) producerer det kerneprodukt, som de kommercielle interessenter i sportens økosystem, f.eks. forbund, ligaer, klubber, agenter, medier, sponsorer, fans m.v. tager del i eller forbruger. Med andre ord opstår der med aflyste kampe og turneringer et vigtigt rettighedsspørgsmål om at levere kerneproduktet, og er der ingen kamp eller turnering, så er der intet produkt at levere, og det er jo den præmis, som er genstand for investeringer fra de kommercielle interessenter. Vel at mærke produceres der content omkring fodbold og sport udenom kampene på banen, men uden kampene som livsnerven i fodboldens og sportens økosystem devalueres værdien, og det kan mærkes. Derfor er der forventninger om, at hele denne situation vil medføre et efterspil i form af nogle kampe udenfor banen eller rettighedsspørgsmål, som i værste fald kan tackle fodbolden eller andre sportsgrene tilbage til stenalderen, da magtforholdet mellem ligaer og klubber på en side og f.eks. medierne eller andre kommercielle interessenter på den anden side ændrer sig. Det vil med garanti influere hele prissætningsprocessen efterfølgende, og der opstår helt sikkert også en masse spørgsmål om, hvorvidt nogle sæsonkortholdere, sponsorer eller medier har opnået den forventede eller retmæssige værdi af deres investeringer. Dette efterspil, som afgør specifikke rettighedsspørgsmål kan gøre regningen dyrere for en sportsverden eller fodboldbranche, der som andre brancher har haft vanskeligt ved at forudse denne Coronasituation. Dette bør derfor indgyde sportens aktører til at inkorporere relevante vidensdelingsprocesser og vidensledelsesforudsætninger, når sportsligaer, -events og produkter skal sættes i gang igen.
Sidst men ikke mindst er der naturligvis forskel på at flytte kampe og turneringer og at aflyse kampe og turneringer. Lad os nu sige, at EM i fodbold stadig spilles i København, så vil der jo typisk fra en økonomisk vinkel være tale om en situation, hvor forbruget skubbes fra 2020 til 2021, mens fodboldforbruget denne sommer vil substitueres af andre ting. Problematikken fra et eventøkonomisk perspektiv bliver, hvis EM ikke kommer til Danmark og København, og Danmark så står med nogle forberedelsesomkostninger og ikke høster det internationale turistforbrug samt de afledte fordele, hvis folk ikke rejser til Danmark og København. Nogle brancher, f.eks. serviceindustrien i form af hoteller, restauranter, transportfirmaer o.s.v. vil desuden mærke aflysningen endnu mere markant. Men lad os nu se, hvor eventen placeres til den tid. Først og fremmest handler den nuværende situation om at vise solidaritet og støtte op om kampen mod Corona.
[1] F.eks. taktik.
[2] F.eks. teknik.
[3] F.eks. fysik.
COMMENTS
No comments yet.