Idrætten og foreningskulturen er Danmarks vigtigste demokratiske infrastruktur

Uanset om man som vælger er positioneret til venstre, på midten eller til højre, så vil der fra udskrivelsen af folketingsvalget i dag den 26. februar 2026 følge en politisk debat, der naturligt vil kredse om store emner som bl.a. velfærd, økonomi, integration, teknologi, retsdebat, klima, energi og sikkerhed. Men under de store temaer ligger et mere fundamentalt og eksistentielt spørgsmål, som sjældent når til forsiderne: Hvordan skaber vi social sammenhængskraft i et Danmark præget af øget urbanisering, centralisering og polarisering over tid? Her kan idrætten være en fornuftig del af svaret!

Ovennævnte billede illustrerer en case (skrevet af Cortsen & Hammer) fra bogen SPORTSMANAGEMENT: Ledelse og kommercialisering i sportsbranchen fra Hans Reitzels Forlag (Cortsen, Hehr & Nielsen, 2021).

Hvis man skruer tiden tilbage til 1980’erne, hvor Dansk Håndbold Forbund (nu DanskHåndbold) havde omkring 160.000 medlemmer, får man et interessant historisk perspektiv (se yderligere informationer om medlemsudviklingen i dansk idræt her). Trods skolereform, forandrede familieliv, digitalisering og en markant urbanisering står foreningsidrætten i 2026 stadig som en af de mest stabile fællesskabsplatforme i Danmark. DIF, DGI og Firmaidrætten tæller tilsammen på den gode side over 2 millioner medlemskaber, og selv klassiske og traditionelle sportsgrene som håndbold, der gennem år oplevede såvel tilbagegang som stagnation, er igen i vækst.

Medlemsudvikling (2024 tal) for DanskHåndbold (kilde: DIF).

Pointen er derfor ikke blot, at idrætten stadig samler mange mennesker. Det interessante er, at idrætten i stigende grad fungerer som demokratisk infrastruktur, dvs. en hverdagsscene, hvor mennesker mødes på tværs af sociale skel, hvor medborgerskab og dannelse læres i praksis, og hvor den sociale kapital, som f.eks. Harvard-professor Robert Putnam rammesætter, bl.a. i artiklen Crumbling American Dreams fra New York Times, skabes i konkret, lokalt samvær.

Putnam skelner mellem ‘bonding’ social kapital (fællesskaber blandt mennesker, der ligner hinanden) og ‘bridging’ social kapital (fællesskaber, der bygger bro mellem forskellige grupper). Overført til dansk idræt er dette skel afgørende. Et U15-hold i fodbold, en løbeklub eller en lokal badmintonforening skaber bonding, dvs. eksempelvis identitet, tryghed og tilhørsforhold. Men idrætten har også en enestående evne til at skabe bridging. Det kommer f.eks. til udtryk, når børn og unge med forskellig social baggrund spiller på samme hold, når frivillige på tværs af uddannelse og alder eller andre demografiske, geografiske og psykografiske skel driver en klub, eller når foreninger samarbejder med skoler, boligsociale indsatser og lokale virksomheder.

Tilgængelighedsfunktionen i den danske sports- og idrætsmodel er stærkt korreleret med en frivillig base af ledere, instruktører, trænere og dommere bare for at nævne nogle få frivillige roller, som karakteriserer det danske foreningsliv inden for sport og idræt. (case fra Cortsen & Hammer, 2021 – fra bogen SPORTSMANAGEMENT: Ledelse & kommercialisering i sportsbranchen af Cortsen, Hehr & Nielsen, 2021)

Det er netop dette brobyggende potentiale, som Cortsen & Hammer, men også Cortsen, Hehr og Nielsen beskriver i SPORTSMANAGEMENT-bogen (2021). Idrætsforeninger er ikke blot fritidsaktører; de er lokale udviklingsaktører, der med partnerskaber, netværksledelse, CSR-aktiviteter eller samspil med skoler og kommuner skaber en social infrastruktur, som få andre samfundsinstitutioner kan matche. Når idrætten forstås sådan, er den ikke en silo, men en bro og derfor ikke kun en bro mellem afdelinger i en forening eller klub, men mellem borgere, der ellers sjældent møder hinanden.

En illustration fra vores (Cortsen, Hehr & Nielsen, 2021) bog af den samfundsmæssige sammenhængskraft, som skabes via idræt og sport i Danmark (kilde: Hans Reitzels Forlag/Gyldendal).

Jeg har selv fulgt idrætten på tætteste hold gennem mange års frivilligt virke i idrætten, bl.a. gennem mere end de sidste 10+ år i AaB af 1885, hvor vi også med succes har arbejdet med det store CSR-mæssige og samfundsmæssige potentiale som findes i idrætten, på tværs af skel og også på tværs af grænser.

På den baggrund bliver det relevant at spørge, hvorfor idrætten fylder så lidt i valgkampens dagsorden. Vi diskuterer sundhed i siloer, trivsel i siloer, integration i siloer og demokrati i siloer, mens idrætten i praksis binder alle disse dagsordener sammen. Ser man på tallene, er det tydeligt, at idrætten ikke er en niche, men en strukturel del af danskernes hverdag. Derfor bør idrætten ikke reduceres til ‘noget med faciliteter og kontingentstøtte’, men indgå i højere grad i de store reformspor.

For mig at se gælder det især på tre områder:

For det første bør fremtidige skole- og uddannelsesreformer i højere grad tænke idrætten (og sporten) ind som lærings-, dannelses- og udviklingspartner i bred forstand. Den længere skoledag har presset foreningerne, men den kunne også bruges som platform for stærke partnerskaber, der kobler bevægelse, dannelse og faglighed på en ny og mere effektiv måde. Vi må bevæge os væk fra tankegangen om ‘New Public Management’ og længere skoledage mod en erkendelse af, at mere tid i skolen ikke i sig selv giver bedre læring eller trivsel. Tværtimod kan det svække de fællesskaber (f.eks. idræt og sport) og den bevægelse, som børn og unge faktisk udvikler sig bedst i. Derfor peger innovative, hybride modeller mellem skole og idræt på nye veje, hvor netop bevægelse og fællesskab kan skabe langt større samfundsmæssig og -økonomisk værdi.

For det andet bør politikere se idrætten (og sporten) som en central aktør i trivsel- og forebyggelsespolitikken (idrætten har enorm samfundsmæssig og -økonomisk værdi, som jeg tidligere har skrevet om for DBU Jylland). Mental mistrivsel blandt unge, fysisk inaktivitet og ensomhed løses ikke alene gennem systeminterventioner. Idrætten tilbyder et lavtærskelfællesskab, der virker, fordi det er frivilligt, nærværende, sjovt og meningsfuldt; det er på den måde sundhed på recept for alle. Idrætten er den hverdagsmedicin, som ingen klinik kan udskrive.

For det tredje bør vi investere strategisk i frivilligheden. Frivillighed er ikke gratis; den kræver ledelse, lederskab, kompetenceudvikling, rekruttering, fastholdelse, motivation og afbureaukratisering (frivilligheden fungerer bedst, når der er tillid til, at mennesker kan og vil). Jeg står selv som underviser og forsker på en videregående uddannelse i et system med stor bureaukratisering, men hvis krav om dokumentation, GDPR-forpligtelser, tilskudsregler, ansøgningsportaler, arbejdsmiljøprocedurer og evalueringer indenfor et frivilligt domæne som idræt bliver tungere, så mister foreningerne energi i stedet for at skabe fællesskab, og der er tiden givet bedre ud ved at fokusere på fællesskabet med medlemmerne og spillet på banen). Hvis idrætten (og sporten) skal bevare sin rolle som demokratisk motor, kræver det, at vi styrker fundamentet og menneskerne bag.

Når Danmark går til valg 24. marts 2026, er det derfor værd at hæve blikket og spørge: Hvilke fællesskaber skal bære Danmark ind i den næste generation? Hvilke institutioner kan skabe tillid, trivsel og relationer i en tid, hvor mange føler sig pressede, alene eller koblet af de politiske processer?

Svaret er ikke kun institutioner som skoler, sundhedsvæsen eller jobcentre. Det bør i lige så høj grad (eller i højere og integreret grad) inkludere de idrætsforeninger, hvor børn, unge og voksne hver dag mødes, organiserer sig, udvikler sociale kompetencer og oplever, hvad det vil sige at høre til. Idrætsforeningerne fungerer ikke blot som fritidsarenaer, men som centrale demokratiske læringsrum, hvor fællesskabsfølelse, ansvar, inklusion og social kapital skabes og omsættes til konkret samfundsmæssig værdi. Derigennem udvikler vi som samfundsborgere forståelse for demokrati i praksis, handlekraft og en oplevelse af reel tilknytning med stor direkte betydning for trivsel, sammenhængskraft og samfundsdeltagelse.

Danmark står i en tid med øget fragmentering. Netop derfor er idrætten (og sporten) vigtigere end nogensinde. Hvis politikerne overser det i valgkampen, overser de en af de stærkeste kræfter for social sammenhængskraft, vi har tilbage. Vi kan som samfundsborgere ikke tillade os at ignorere idrætten som en af de stærkeste samfundsdrivere og som fællesskabsmaskine. Det er her, mennesker lærer at samarbejde, tage ansvar og blive en del af noget større end sig selv, og netop her skabes den sociale sammenhængskraft, resten af samfundet i stigende grad kæmper for at bevare!