Diego Maradona var den sidste af de store 10’ere – fodboldhimlen er blevet en stor stjerne rigere

By Kenneth Cortsen on November 25, 2020 in Best Of, Danish Articles, Sport Economy, Sport Management, Sport Marketing

Den argentinske boldkunstner Diego Armando Maradona Franco er desværre revet fra os i en alder af kun 60 år. Gennem sin aktive karriere har få, hvis nogle overhovedet, henrykket fodboldfans på globalt plan på den måde, som Maradona gjorde med sin sublime tekniske fodboldbegavelse og strategiske intuition for spillet.

Maradona manøvrerede sig ofte, alene eller i samspil med andre, vej gennem modstandernes forsvar fra sin position som klassisk 10’er type. For at forstå den kontekst er det meningsgivende at stille spørgsmålet om, hvad der repræsenterer en 10’er type. Jeg undersøgte bl.a. dette spørgsmål i min UEFA A-licens opgave tilbage i 2010, og Maradonas spiltype falder fint ind i den kategori. Ruud Gullit (2010), som var stjernespiller og midtbanekreatør for Holland samt bl.a. AC Milan samt tidligere træner for bl.a. Chelsea, prøvede i en artikel fra maj 2010 at sætte ord på 10’er-typen og kom frem til flg.:

“When I was asked to come up with a list of some of the best players I’ve ever seen wear the No. 10 jersey at the international level, I first had to ask myself, ‘What makes a great No. 10?’ For decades, a player who wore his team’s No. 10 shirt represented the most influential or creative force on the field. More specifically, the number was often given to a team’s best playmaker. But being the most influential player on a team does not make you a great 10. When I think of great No. 10s, I think of players whose leadership ability matched their tremendous footballing ability. Ultimately, those “Top 10s” are individually great and, at the risk of using a cliché, make the players around them better. I like to think of them as conductors of great orchestras.” (Gullit, 2010)

A moment of pure genius from Diego Maradona 💙pic.twitter.com/9M96gSxcNN

— Goal (@goal) November 25, 2020

Gullit kalder 10’er-typen den mest ‘indflydelsesrige’ og ‘kreative’ kraft på banen og understreger desuden, at trøjen med nr. 10 ofte gives til holdets ‘playmaker’. Begrebet indflydelsesrig kan tages op til diskussion som værende af organisatorisk karakter i.f.t. hierakiet på holdet, som ikke nødvendigvis vedrører evnerne på banen som 10’er, men selvfølgelig kan det også henledes til at være indflydelsesrig på banen ved at gøre en forskel for holdet i kampene, i særdeleshed som målscorer, assistkonge eller det kreative bindeled, der giver holdets motor den sidste indsprøjtning af offensiv ‘turbokarakter’. Gullit søger dog i den nævnte artikel at bygge bro mellem fodboldmæssige evner, ledelse (f.eks. koordinere) og lederskab (f.eks. inspirere og motivere) med understregning af, at en perfekt 10’er-type udover selv at være en stor spillemæssig kapacitet også har egenskaberne til at gøre medspillerne på holdet bedre – Gullit bruger i den forbindelse den ‘rammende’ metafor ‘dirigent for et orkester’ om 10’er-typen, d.v.s. den store facilitator og iscenesætter af det offensive spil. Jeg kan derfor sagtens som Gullit lede mine tanker hen på nogle af de store 10’er-typer som f.eks. Pelé eller Diego Maradona, der jo også delte æren som det 20. århundredes bedste spiller i henhold til det internationale fodboldforbund FIFA. Maradona opnåede desuden nærmest kultstatus i hjemlandet, da ‘han’ i 1986 førte Argentina til VM-titlen i Mexico (alene vel at mærke, hvis retorikken omkring Maradonas rolle i Argentinas VM-guld undersøges ud fra en simple Google-søgning på ‘Maradona 1986 gold alone’). Gullit nævner i citatet nedenfor i sin omtale af 10’er- typen, at det er en uddøende race i moderne fodbold, men ikke desto mindre er dette med til at øge opmærksomhedsskabelsen omkring de store 10’er-typer og skabe en speciel og guldbelagt skygge om det image, som karakteriserer de helt store som Pelé og Maradona. Det er lig med såvel branding-power som følgeskab, som bygger bro mellem den opfattede kvalitet, superlativerne associeret med disse spilleres boldmæssige evner og den store identifikation og markedsrelevans, som dette udtrykker indenfor fodboldøkonomien.

“And while the practice of handing the 10 shirt to a team’s best playmaker has begun to fade in the modern game, an aura of importance still surrounds the “holy digits.” Below I’ve listed the best number 10s I have had the opportunity to see at the international level. Many of the players listed are attacking midfielders, but you will also find strikers and supporting strikers included. It was not an easy task, and the result is not perfect.” (Gullit, 2010)

Hvad Maradona angår, så var talentet uomtvisteligt, og i en tid hvor værdiansættelsen af fodboldspillere var på et helt andet niveau end de astronomiske transfersummer, der kendetegner den moderne fodbolds professionalisering, globalisering, teknologisering og kommercialisering, formåede Maradona alligevel at slå transferrekorden to gange. Første gang var, da han skiftede fra Boca Juniors i hjemlandet Argentina til FC Barcelona (£5 mio.), mens videresalget fra den spanske storklub til SSC Napoli i den italienske Serie A i 1984 markerede en ny rekord (£6,9 mio.). Særligt tiden i Italien fra 1984 -1991 var den mest succesfulde periode i Maradonas liv, hvor han som anfører formåede at løfte Argentina til sejren ved VM i Mexico i 1986 og desuden løb fortjent med titlen som turneringens bedste spiller, der i fin stil symboliserede øgenavnet ’the Golden Boy’. Desuden vandt han to italienske mesterskaber med Napoli i perioden i Serie A, der på det tidspunkt var verdens bedste fodboldliga, ligesom han vandt Coppa Italia, en Supercoppa samt UEFA Cup’en i 1989. Maradona scorede hele 115 mål i 259 kampe for Napoli. Han tog også Argentina til VM-finalen fire senere i Italien, hvor Tyskland dog fik revanche for nederlaget i Mexico.

Kontrasten mellem succes og fiasko, som rammesættes ved at sammenligne Argentinas udbytte af VM-finalerne i 1986 og 1990, repræsenterer i høj grad også Maradonas liv på og udenfor banen, hvor superstjernen beklageligvis flere gange har fået en tur i livets rutsjebane. Det berømte mål med hånden mod Argentina ved VM i 1986 blev overgået af et endnu mere berømt mål nummer to fra Maradona i samme kamp efter en fremragende solotur. Maradonas præstation i kampen fremhæver kontraster på banen (men også udenfor med konflikterne mellem Argentina og England in mente), der har været kontroversielle. Dette kendetegner også tiden i Napoli, der vidner om kontrasterne fra verdens bedste på banen til berømmelsens skyggeside. Mens det argentinske fodboldgeni tryllebandt Napolis befolkning og positionerede byen på fodboldens verdenskort via præstationerne på banen, røg Maradona under tiden i Napoli også ud under en mørk sky med misbrug og en livsstil, der ikke understøttede en tilværelse som professionel fodboldspiller – måske forårsaget af et enormt pres og til tider et ønske om en virkelighedsflugt. Mod enden af karrieren i Napoli var det nærmest symbolsk for Maradonas karriere, at han i kontroversiel stil blev midtpunktet i et paradoks mellem napolitanske fodboldfans, der på sin vis håbede patriotisk på italiensk succes ved VM på hjemmebane i 1990, men samtidig havde Maradona som en højt feteret og elsket stjerne; dramaet udspillede sig, da Maradona og Argentina på stadion i Napoli sendte Italien ud af VM med en sejr i semifinalen efter en kamp, hvor Maradona havde bidraget til at dele hjerterne i optaktsperioden ved at opfordre napolitanske fans til at støtte ham og Argentina. Verdens dyreste fodboldstjerne var landet i Napoli, havde taget klubben og en by med sociale udfordringer til nogle succesfulde tinder, der ellers var forbeholdt de store italienske klubber længere mod nord i Italien, og nu havde han delt vandene og bristet nogle hjerter. Måske bristede dette også Maradonas hjerte, for budskabet ’højt at flyve, dybt at falde’, spillede efter Maradonas bedste tid i karrieren, med Napoli som omdrejningspunkt, ind på legendens karriere, der ulyksaligvis siden da gik for meget ned ad bakke. For en spiller som Maradona mindskede modgangen nok ikke presset, da forventninger, pres, men også diskussioner om fodboldens største personligheder og 10’er-typer er allestedsnærværende og tydeliggør et socialt drama af konstante meningsdannelser. Det viser i sidste ende, at der heller ikke i fodboldens univers er langt fra kærlighed til had eller fra helt til skurk, som i øvrigt udspiller sig i såvel den meget omtalte kamp mod England som i andre dele af Maradonas stormomsuste fodboldkarriere og liv. Som for mange andre store sportsbrands, ville alle have en bid af Maradona hele tiden, og den balance virkede til at koste dyrt!

The Hand of God, Maradona has left us. In 86 we both won our championships. They use to compare the two of us. He was one of my hero’s and a friend. I respected him so much. He will be greatly missed. pic.twitter.com/E5j6DSfJas

— Mike Tyson (@MikeTyson) November 25, 2020

Dette skal dog ikke ses som en kritisk opsummering af Maradonas karriere og liv, men snarere som en hyldest til en af de allerstørste, hvis ikke den største? Maradona er da også i toppen af Gullits liste, dog som nummer to efter Pelé, hvilket opsummerer min pointe om, at Maradona på banen var den sidste af de store 10’ere. Gullit (2010) udtalte, at Maradonas boldkontrol var det differentierende punkt, da det var nærmest umuligt at tage bolden fra ham. Han var både velbalanceret og en stærk spiller med et lavt tyngdepunkt. Gullit understreger desuden, at Maradona vandt nogle kampe, men også tabte, men når det sidste var tilfældet, så fightede han altid til det sidste, og derfor så Gullit ham som en superstjerne, der også havde soldatens egenskaber i forhold til, at han var villig til at gå langt for at vinde. I samme ombæring noterede Gullit, at Maradona var den bedste spiller, som han havde spillet mod, ligesom Maradona var den spiller, som Gullit holdt mest af se spille.

Angribes efterspørgslen efter definitionen på en 10’er-type fra en diskursiv vinkel kan en gennemgang af forskellige fanfora på Internettet give mere substans til læsernes forforståelse og forståelse af, hvad en 10’er-type er. Eksempelvis er der tale om en spiller med stærke tekniske samt kreative kompetencer sammenkoblet med en offensiv orienteret position på banen (Big Soccer, 2011). Fra samme kilde kan det udledes, at 10’er-typen er en offensivt orienteret ‘playmaker’ med et godt overblik til at kunne slå de afgørende og målgivende afleveringer krydret med en fantastisk ‘boldkontrol’. Det så fodboldromantikere bl.a., da Maradona omgivet af flere tyskere i finalen mod Tyskland ved VM i 1986 hurtigt opfattede, at en bold dumpede ned, og med klinisk præcision smed Maradona en aflevering i dybden, der afgjorde kampen til Argentinas fordel. Ofte ses det også, at 10’er-typen søger frirum til at kunne få bolden for at kunne kreere og iscenesætte det offensive spil, så ordene kreativ iscenesætter kan i lighed med Gullits reflektioner også findes her. Disse ‘frirum’, hvor 10’er-typer søger at kreere og iscenesætte, findes ofte mellem eget holds forreste angrebsspiller (f.eks. bag frontangriberen i et 4-5-1 system) og bagerste midtbanespiller eller mellem modstanderholdets forsvars- og midtbanekæder. Hvad angår ‘iscenesættelsen af det offensive spil’ tænkes der på mulighederne for at anvende 10’er-typens boldmodtagelse til at facilitere scoringschancer eller scoringer til medspillere eller 10’er-typen selv. Maradonas sublime overblik, boldkontol, skarpe driblinger, afleverings- og skudpræcision, hurtighed (særligt i aktioner med bolden), reflekser og speed of mind satte ham i en kategori for sig selv op gennem 1980erne, hvor kulminationen kom med VM-titlen i 1986 i en turnering, hvor Maradonas andet mål i 2-1 sejren over England senere blev udnævnt til århundredets mål i en afstemning via FIFA.com i 2002.

Lionel Messi: “A very sad day for all Argentines and for football. He leaves us but does not leave, because Diego is eternal.

“I keep all the beautiful moments lived with him and I send my condolences to all his family and friends. RIP.” pic.twitter.com/W6eLYXFyIM

— Goal (@goal) November 25, 2020

Fodbold er et dynamisk spil på såvel som udenfor banen. I den henseende står det også lysende klart, at aktive superstjerner på banen anno 2020, f.eks. Cristiano Ronaldo, tjener større summer på deres brand end superstjerner som Maradona i 1980erne. Kommercialiseringsraterne i sportsøkonomien bakker dette op. Samtidig er det et diskussionspunkt, at spillet på banen også har ændret sig radikalt, hvilket har haft betydning for 10’er-typens rolle i moderne fodbold. Ovenover har jeg nævnt nogle af de egenskaber, som karakteriserer 10’er-typen og Maradona, men det er desuden interessant at holde dette op mod 10’er-typens position i international fodbold i dag som følge af den udvikling, som fodboldspillet har gennemgået.

Tidsskriftet Soccer Journal nævnte i en artikel afdækningen af ‘playmakerens’ rolle i moderne fodbold, hvori Wilson (2010) understregede nogle af de samme egenskaber, som beskrevet ovenfor, men også vigtigheden af, at den kreative 10’er-type synonymt kan spille positionen som 2. angriber. En interessant pointe i denne diskussion med afsæt i Wilsons arbejde kan udledes ud fra flg. citat:

“Playmakers re-emerged at the World Cup (red. 2010), largely because of the development of 4-2-3-1 as the most common formation: It’s impossible to play the system successfully without at least one creator in the line of three.” (Wilson, 2010)

Genopstandelsen af den ‘kreative playermaker’, som 10’er-typer er synonym med, vakte i VM-slutrunden i 2010 glæde for fodboldelskere, der elsker den æstetiske værdi fra disse ‘fodboldens store skabere og iscenesættere’. Jeg har selv den holdning til fodboldspillet, at der skal være ‘skabere og iscenesættere’ på ethvert fodboldhold, og forventningen er, at mine empiriske data fra min UEFA A-licens føjede endnu flere nuancer til den holdning.

Det interessante ved denne diskussion er, at jeg fandt frem til, at fodbold også i denne henseende er fyldt med modstridende holdninger, afhængig af forskellige faktorer som eksempelvis overordnet fodboldfilosofi, geografisk beliggenhed, spillestil og/eller spilsystem. Min holdning er, at fodbolden blev fattigere, da Maradona stoppede, og der skal på et fodboldhold (uanset det valgte spilsystem eller den valgte spillestil) være plads til minimum 1 10’er-type. Ofte finder jeg det interessant at inkludere flere 10’er-typer i samme startopstilling, hvor en af 10’er-typerne evt. kan flyttes ud på kanten for at sikre en boldfast, ‘skabende og iscenesættende’ midtbaneformation. Wilson (2010) diskuterer ligeledes dette fænomén i sin artikel, hvilket illustreres således:

“In Croatia, for instance, Luka Modric would be considered a playmaker, and when he was at Dinamo Zagreb he played as an enganche in a 3-4-1-2. Yet for Tottenham he operates as one of the two central players in a 4-4-2, and he has played on the left. Is he still a playmaker even if he is not playing in a formation with a “1” in it? Can a playmaker play anywhere other than the center? And, for that matter, given how Tom Huddlestone sprays the ball around, isn’t he also a playmaker, although one very different type from Modric?” (Wilson, 2010)

‘Enganche’ refererer til ‘hook’ eller ‘hængende’ i denne kontekst, og Modric spillede altså lige bag de to forreste angribere i Zagreb for at iscenesætte og binde det offensive spil sammen. Han havde samme skabende rolle i Tottenham, men i varierende positioner på banen og i forskellige spilsystemer, hvilket highlighter 10’erens rolle i moderne fodbold som værende meget varierende, men stadig bibeholdende de samme kreative kompetencer og med understregning af offensiv iscenesættelse. Der har så været nuanceforskelle herfra og til Modric i Real Madrid. Der er utallige eksempler på sådanne nuanceforskelle. Argumenterne for at flytte 10’er- typerne på kanten i moderne fodbold kan give mening i og med, at de derved kan ‘undgå at blive dræbt’ i et fysisk krævende maskinrum centralt på banen, som vil have en minimerende effekt på de ‘skabende og kreative ressourcer’. Ligeledes kan nævnes AC Milans anvendelse af Ronaldinho på kanten.

Diskussionen omkring variation og min pointe om, at variation i relation til 10’er-typen har hersket og til stadighed hersker i ‘fodboldens subjektive verden’, valideres bl.a. ud fra, at andre trænere har anvendt 10’er-typerne som 2. angriber, personificeret ved Carlos Bilardos anvendelse af Diego Maradona som 2. angriber i stedet for Pedro Pasculli mod England ved VM i 1986 – i øvrigt et afkast af en eksplicit taktisk revurdering af Argentinas offensive ressourcer målt op i mod englændernes fysiske styrke (Wilson, 2010). Roberto Baggio, Gianfranco Zola samt Dennis Bergkamp har også udfyldt rollen som 2. angriber med stor succes som 10’er-type. Wilson (2010) diskuterer i den forbindelse dobbelttydigheden i forhold til 10’er-typerne – er de ‘playmakere’ eller 2. angribere, begge dele eller ingen af delene. Jeg vælger at sige, at de havde 10’er-typens kompetencer, men faldt ind i mere varierende positioner og derigennem har udviklet nogle angrebsmæssige spidskompetencer, som var anderledes end det, som jeg forbinder Michael Laudrup med i FC Barcelona-tiden eller Zinedine Zidane i Real Madrid-tiden. De to sidstnævnte var ikke så flittige som målscorere og spillede på daværende tidspunkt på en mere ‘positionel’ tilbagetrukket rolle på den offensive midtbane som ‘skabende og iscenesættende kreatører’. Det var de andre også, men ikke i så høj grad som Laudrup og Zidane – derimod scorede Baggio, Zola og Bergkamp flere mål. Michael Laudrup havde i sine første år på det danske landshold også rollen som 2. angriber, men han udfyldte senere rollen som offensiv midtbanespiller, så konklusionen på denne diskussion må være, at definitionen på 10’er-typen hænger sammen med fodboldmæssige kompetencer som ‘overblik’/spil-vision, ‘kreativitet’, ‘playmaking’, ‘sublim teknik samt boldkontrol’ og ‘offensiv orientering’. Den positionelle del af diskussionen leder derimod tankerne hen på de offensive positioner som ‘hængende angriber’, ‘2. angriber’, offensiv midtbanespiller’, men også i varierende omfang positioner som ‘kantspiller’ eller ‘central midtbanespiller’ alt efter trænerens taktiske dispositioner – dog alle med de ovennævnte fodboldmæssige kompetencer in mente. FC Barcelona er jo et moderne eksempel på praktisering af denne variation omkring 10’er-typerne med spillere som Xavi, Iniesta og Lionel Messi på banen på samme tid, da disse spillere tog FC Barcelona til toppen af klubfodbolden i verden i Guardiola-tiden.

Sidst i denne diskussion af 10’er-typens rolle er det selvfølgelig vigtigt at pointere, at inddragelse af ‘kreative 10’er-typer’ ikke er et ‘must’ i startformationen på alle elitefodboldhold. I en artikel fra februar 2011, kommer fodboldjournalisten Louise Taylor i sin blog i The Guardian’s online udgave ind på, hvordan de ‘kreative playmakere’ beriger fodboldspillet. Dog er hovedargumentet i artiklen til trods for anerkendelsen af den fodboldmæssige berigelse, at flere toptrænere desværre nogle gange har en tendens til at negligere 10’er-typens kreativitet i et spil, som henover årene er blevet hurtigere og mere fysisk krævende og derfor præget af data omkring spillernes formåen, som kan tilsidesætte de mere gængse (tidligere tiders) fodboldmæssige evner med bolden (Taylor, 2011). Jeg er glad for, at jeg har oplevet en fodboldtid, hvor 10’er-typer som Maradona kunne henrykke. Fodbolden har mistet en ener, og fodboldhimlen bliver en kæmpe stjerne rigere.

Referencer:

Big Soccer. (2011). No. 10 in Socceri. Hentet fra Internettet http://www.bigsoccer.com/forum/showthread.php?t=1282642 mandag den 13. juni, 2011 kl. 20.13.

Gullit, R. (2010). Perfect 10s. Hentet fra http://soccernet.espn.go.com/world- cup/story/_/page/worldcup101-05142010/ce/us/ruud-gull-all-time-no- 10s?cc=5739&ver=global mandag den 13. juni, 2011 kl. 19.42. Oprindelig lagt på Internettet den 14. maj, 2010.

Taylor, L. (2011). Reid, Ameobi, Mendieta: Who would be brave enough to play all three? Hentet fra Internettet http://www.guardian.co.uk/football/blog/2011/feb/23/reid-ameobi-mendieta tirsdag den 28. juni kl. 12.05. Oprindelig publiceret den 23. februar, 2011.

Wilson, J. (2010). The Question: What is a playmaker’s role in the modern game? Soccer Journal (nov./dec.2010). 55(7), s. 44.

Yderligere inspiration fra Diego Maradona’s officielle web site:

https://www.diegomaradonagroup.com/