En diskussion af forskellige turneringsstrukturer i sport

Hvis man kigger på nogle af de sportsturneringer, som popularitetsmæssigt har vist en god udvikling såvel på fansiden som kommercielt, er det på sin plads at nævne bl.a. NFL, ‘March Madness’ i amerikansk college-basketball, FIFA VM i fodbold samt UEFA Champions League. Playoff-strukturen, som er funderet på et ‘cup-agtigt’ elimineringssystem i form af en afsluttende knockoutfase har et højt spændingsniveau, og det er appellerende for hovedparten af de eksterne interessenter. Det skaber spænding om udfaldet til det sidste, og mestrene kåres på den måde ikke 4 uger før, at turneringen er slut. Knockoutfasen kan bære præg af enkeltstående kampe, som det kendes fra bl.a. NFL, men også af to kampe, som anvendes i UEFA Champions League, hvor modstanderne i denne fase spiller kampe på såvel ude- som hjemmebane, hvorefter det vurderes, hvem der går videre til næste runde (flest udebanemål har i tilfælde af samme antal scoringer ekstra værdi).

Med dette format skal de enkelte hold være 100 % klar til alle kampe, selvom de har favoritværdigheden. KIF København var af mange håndboldkyndige udset som favoritter forud for turneringsstarten i Danmarks bedste mandlige håndboldliga, men måtte i første finale indkassere et nederlag på 8 mål i Aalborg, som gav dem et yderst vanskeligt udgangspunkt før returkampen i København, som KIF København dog også endte med at tabe. Det giver god spænding om udfaldet i en turnering. Denne grad af uforudsigelighed i forhold til mesterskabet var ikke til stede på samme måde i den danske Superliga i fodbold, hvor FC København allerede inden sidste runde var blevet kåret som mestre. Det samme var tilfældet i andre fodboldrækker rundt omkring i Europa. I fodbold skal man kigge mod den mest succesrige fodboldturnering i Europa, jf. UEFA Champions League, for at finde et yderst attraktivt (set fra de eksterne interessenters side) spændingsniveau. Her endte finalen med en sejr på 2-1 til Bayern München over ligarivalerne fra Borussia Dortmund, og det var nok ikke den finale, som de fleste fodboldeksperter havde forudset inden turneringsstarten. Især Dortmund var en overraskelse, som med dynamisk, flydende og moderne angrebsspil spillede sig forbi et mere stjernespækket (i hvert fald på papiret inden kampen) mandskab fra Real Madrid i semifinalen. I den modsatte semifinale satte Bayern München en kæp i hjulet på FC Barcelonas ‘tiki-taka dominans’, selvom det med tyskernes form in mente ikke på samme måde var overraskende som i Dortmunds tilfælde. Hvorom alt er, er der ingen tvivl om, at playoff-strukturen giver turneringen en ekstra grad af appeal og spænding, og dette format giver ikke favoritterne råd til at slappe af på samme måde, som man ser i nogle af de nationale turneringer, f.eks. eksemplificeret ved at FC København i Danmark lader stjenerne få hvile og giver spilletid til nogle af de unge talenter, når mesterskabet er sikret. Noget tilsvarende så man i Bayern München, hvor bl.a. danske Pierre Højbjerg fik ligadebut for tyskerne, da mesterskabet var sikret. Det kan man jo ikke fortænke klubberne i at gøre, for jeg ville gøre det samme, hvis jeg havde ansvaret for disse hold, da den langsigtede strategiske planlægning vedr. talentarbejdet i klubben nyder godt af, at de unge talenter får spilletid. På den måde er de mere klar eller får i hvert fald noget anvendelig erfaring, som skal bringes i spil, når muligheden for spilletid byder sig på et senere tidspunkt. Omvendt er det ikke det samme for klubbens fans eller f.eks. de mediemæssige interessenter at være vidne til kampe, som ikke har den store betydning. Så kan man også altid diskutere, om den turneringsform, som finder sted i Superligaen og andre europæiske fodboldligaer ikke godt nok er den mest fair måde at afgøre mesterskabet på, men det er som bekendt en helt anden diskussion end set fra den fan- og mediemæssige vinkel.

Samme turneringsstruktur med en knockout-fase er velkendt i individuelle sportsgrene som golf, badminton og tennis, hvor spændingselementet i højere grad holdes i hævd for at tilgode de kommercielle og fanmæssige hensyn. Det kunne fodbolden godt lære lidt af, selvom jeg anerkender, at et elimineringsbaseret system har den ulempe, at hold ikke bare risikerer at stå udenfor de sportslige begivenheder, men også skal imødese dårligere betingelser for at indhente værdifulde indtægter. Derfor skal turneringsstrukturen selvfølgelig vurderes nøje i forhold til de nationale klubturneringer, hvor de deltagende hold skal garanteres et minimum antal kampe for, at strukturen er attraktiv for alle, men også for at de lettere kan ‘holde skindet på næsen’ i økonomisk forstand (for de har som følge af relativt højre spillerlønninger en række faste omkostninger, som skal dækkes af et vist indtægtsniveau). I dansk målestok har vi jo (også som følge af begrænset markedsgrundlag) set utallige eksempler på klubber, der må erkende, at faste omkostninger (primært båret af for høje spillerlønninger) samt et usikkert indtægtsgrundlag kan være vejen til en økonomisk katastrofekurs. For nyligt har vi set, at flere danske håndboldklubber har truffet det valg, at de ikke vil deltage i europæiske turneringer, og det skyldes jo netop det faktum, at omkostningssiden er mere sikker end indtægtssiden – det er synd ud fra et sportsligt synspunkt, men fra et ledelsesmæssigt og økonomisk perspektiv giver handlingerne meget god mening.

Jeg kan dog personligt godt lide en vis usikkerhed omkring indtægtsgrundlaget. Det skal især forstås på den måde, at det stiller højere krav til den strategiske planlægning og kompetenceniveauet i generel forstand ude i klubberne. På den konto skal klubberne i harmoni med retningslinierne fra de ledende instanser i sporten tænke på at optimere mere end spillertruppen på kort sigt, men samtidig også helheden i organisationen på såvel sportsligt som administrativt niveau. Det giver endnu et interessant konkurrenceperspektiv frem mod indførelsen af strengere krav vedr. den økonomiske bæredygtighed (eksempelvis via UEFAs FFP). Desuden stiller det højere krav til balancen mellem omkostningsstyringen og den fortsatte kommercialisering. Hele cirklen skulle på den måde gerne blive professionaliseret endnu mere. I denne henseende synes jeg også, at den europæiske model passer godt til mit temperament. Den amerikanske model er gennemsyret af, at det er forholdsvis ‘lukkede ligaer’, hvor de deltagende hold ikke kan rykke op eller ned i ligasystemet. Det giver ejerne nogle fordele, men det fremmer ikke dynamikken i sporten eller for den sags skyld talentarbejdet, for ‘alt for meget’ er givet på forhånd, ligesom fans af den pågældende sport på en måde tages som gidsler. Sidstnævnte er set i flere amerikanske byer som følge af en ligastruktur, der ikke åbner op for fornyelse i form af nye hold via op- eller nedrykning. Ejerne har yderligere en form for monopol i relation til antallet af og lokationen for holdene i den bedste liga. Senest har det fyldt meget i medierne, hvorvidt Sacramento Kings fra NBA skulle flyttes til Seattle? I de europæiske ligaer ved ejerne eller investorerne godt, hvad det betyder i sportslig og økonomisk forstand, at de rykker ned fra den bedste række, og det har en charme, at det er en konsekvens af hver eneste sæson i den bedste række. Derudfra kan der også skabes optimale rammer for en turneringsstruktur med øget spænding om udfaldet i såvel toppen som bunden af den bedste række. Det giver også mulighed for, at sport på højeste niveau spredes mere i geografisk forstand (i fodbold kommer Viborg og Slagelse pludselig i højere grad tilbage på fodboldlandkortet via Viborg FFs og FC Vestsjællands oprykninger til Superligaen). Jeg er udmærket klar over, at nedrykningerne for AC Horsens og Silkeborg IF er en økonomisk bekostelig affære, og at disse klubber med garanti kunne se de økonomiske fordele i en lukket liga (hvis der var tale om en isoleret stillingtagen hertil på nuværende tidspunkt), men den økonomiske polarisering mellem klubberne, som ville komme som resultat af kontinuerlig værditilvækst til visse klubber i den bedste liga p.g.a. en lukket struktur, ville være ærgerlig set fra et fan- og mediemæssigt synspunkt. Indtægtsmæssigt er det dog en interessant betragtning, at de gennemsnitlige indtægter samt værdiansættelser for klubber i de bedste ligaer i USA (f.eks. NFL) overstiger de tilsvarende for de bedste ligaer i Europa (f.eks. Premier League), selvom de bedste hold der (Manchester United) er i stand til at konkurrere.

Skal spændingselementet optimeres er playoff-modellen dog meget interessant, men det bør indtænkes heri, at alle hold garanteres et betydeligt minimum antal kampe samtidig med, at der så vidt muligt skabes spænding omkring såvel nedrykningsdramaet som mesterskabstitlen til det sidste. Modellen i dansk håndbold er på den konto, som jeg ser det ud fra det tidligere nævnte perspektiv, mere interessant end modellen i dansk fodbold, men jeg medgiver, at uanset hvad så er diskussioner som denne genstand for at dele vandene. Nogle fodboldklubber vil holde på, at der allerede forefindes et playoff-format i de nationale turneringer i form af cup-turneringerne/pokalturneringerne. Fra DBUs side har man på det seneste også gjort mere for at promovere denne. Man kan desuden sagtens forestille sig, at FC København i dansk fodbold eller Bayern München i tysk fodbold ikke kan se fordele i at skabe yderligere spænding om mesterskabstitlen og adgangen til fodboldens guldåre UEFA Champions League og de afledte indtægter. I den henseende er klubberne sig selv nærmest (og sport omhandler ‘survival of the fittest’), og det kan også tolkes ud fra det pres, som de største europæiske klubber har lagt på UEFA i forhold til større kommercielle fordele, eller ud fra at Real Madrid og FC Barcelona sikkert er ganske godt tilfredse med, at tv-indtægterne ikke fordeles mere ligeligt i Spanien. Fordelen ved playoff-systemet er dog, at flere hold gives en chance for mesterskabstitlen længere hen i turneringen, og det giver et godt spændingselement, men der skal være klare begrænsninger for, hvor mange hold, som kan kvalificere sig til knockoutfasen, så selve betydningen af grundspillet ikke udvandes. Derfor skal de ligaansvarlige finde en ‘god balance’, der tilgodeser meningen med knockoutfasen, men også med grundspillet. Et øget spændingselement ville måske kunne gavne tilskuerudviklingen i den bedste danske fodboldrække Superligaen? Visse undersøgelser fra udlandet viser i hvert fald, at det kan have en positiv effekt (men så skal vi antage et ‘ceteris paribus’ element, da der er forskelle mellem markeder, der gør, at ting ikke nødvendigvis kan overføres direkte).