DBU skal fortsætte med at investere i kvindefodbolden, og den velvillighed har forbundet trods alt vist i relative termer på det seneste (også i forhandlingerne). Der er kommet mere italesættelse omkring kvindefodbolden, og det er positivt, ligesom det er positivt, at DBU og andre interessenter (bl.a. udvalgte sponsorer) har taget ansvar for at forsøge at løfte kvindefodbolden. Der skal stadig tilføres penge til kvindefodbolden for at hæve overliggeren vedrørende de rammebetingelser, som kvindefodbolden har på eliteniveau, men også ved at søge at skabe bedre rammebetingelser hele vejen rundt fra bredde til elite via et opgør med den stigmatisering eller de negative labels som f.eks. ’livet er for kort til kvindefodbold’, der har spillet kvindefodbolden ud på en position på bænken langt fra tilfredsstillende spilletid i folks bevidsthed. Positioneringen af kvindefodbolden har netop vundet styrke de senere år med tiltag som ’Kvindekommissionen’ og et mediemarked, der er begyndt at vise flere kampe.

Billede (kilde: DBU): fredagens VM-kvalifikationskamp mod Sverige er gidsel i konflikt mellem DBU og Spillerforeningen.

En lang kamp med ’blod, sved og tårer’ om at opnå anerkendelse

Der har været en positiv opmærksomhedsskabelse om kvindefodbold i kølvandet på gode sportslige resultater. Sportsbrands skal være relevante for folk, og de skal være relevante her og nu, og det var Kvindelandsholdet i sommers på grund af de stærke præstationer og den medfølgende fine iscenesættelse af aktørerne både på, men også udenfor banen. Derfor kan den nuværende konflikt virke endnu mere meningsløs, også fordi de stridende parter i høj grad anvender medierne som skueplads og våben i den nærkamp, som er opstået omkring Spillerforeningens efterspørgsel efter at kunne kapitalisere på den sportslige succes. Kampen for at komme til, hvor Kvindelandsholdet og kvindefodbolden befandt sig i sommers har båret præg af ’blod, sved og tårer’, hvorfor processen mod at blive et ’dominerende sportsprodukt’ (det at have succes og det at vinde kan gradbøjes og er affødt af både tid og kontekst, d.v.s. to faktorer, som har stor betydning for den meningsskabelse, som konstant har betydning for et sportsbrand og i sidste ende har indvirkning på manifestationen af den brandstyrke, som kvindefodbolden pålægges). Set fra en sportsøkonomisk vinkel, er et sportsbrand et dynamisk fænomén, som skal forstås i den ramme af tid og kontekst, som omkranser sportsbrandet. Kvindefodbolden eller Kvindelandsholdet er ingen undtagelse. I den henseende virker det ikke hensigtsmæssigt, at denne konflikt trækker i langdrag og bliver genstand for en decideret sammenligning med herrefodbolden. Jeg går i den grad ind for ligestilling, men betingelserne herfor skal ud fra et økonomisk perspektiv have grobund i den økonomiske virkelighed indenfor den pågældende kontekst. Det er fantastisk, at der over de seneste årtier er kommet flere piger, som spiller fodbold, hvilket er en styrke, som vi i Danmark har mulighed for at udnytte til i sammenhæng med den positive præstationskurve, som vi har oplevet i elitefodbolden (læs: især Kvindelandsholdets succes på det seneste og stærke rollemodeller og spillerprofiler som f.eks. Nadia Nadim eller Pernille Harder) at hæve niveauet kommercielt. Kvindefodbolden er stadig distanceret væsentligt fra herrefodbolden på kommercielt plan, men der er dog efter min mening stadig et stort uudnyttet kommercielt potentiale i kvindefodbolden.

Udnyt kvindefodboldens rollemodeller

Det her handler ikke om at sammenligne kvinde- og herrefodbold, for det er lige så svært, som det er at sammenligne spillere som Maradona og Messi eller Helle Jensen og Pernille Harder; der er tale om forskellige tidslommer og kontekster, hvorfor sammenligneligheden rent metateoretisk er en svær disciplin. Fremfor direkte sammenligninger mellem kvinde- og herrefodbolden så lad os drage meningsfulde paralleller tilpasset den kvindelige kontekst samt nutiden og det fremtidige perspektiv og lad os på dansk grund glæde os over, at vi har et højt sportsligt niveau indenfor kvindefodbold eksemplificeret ved Pernille Harders andet mål i EM-finalen, hvor hun bliver sendt afsted fra banens midte og i høj fart (fart er også relativt og med kønsbestemte forskelle in mente) dribler mod Hollands venstre forsvarsside for at skære ind i banen, snyde en hollandsk forsvarsspiller og sparke den med venstrebenet (hun er bedst med højrebenet) ind i det nederste korte hjørne af målet. Harder har en topspillers evner med rigtig god teknik, en mental evne til at præstere i vigtige kampe og gå forrest som anfører, fin fysik og den vigtige ingrediens, som binder tingene sammen i form af en spilintelligens, der træder i karakter via en super fornemmelse for tid og rum og dermed en god beslutningskompetence. Opmærksomheden og de stærke kompetencer, som findes indenfor dansk kvindefodbold i øjeblikket (f.eks. illustreret ved Pernille Harder), bør omfavnes i det vakuum, som naturligt ville opstå efter den succesfulde EM-slutrunde i sommers, da klubfodbolden for kvinder endnu ikke står mål med udlandet, men her har visse klubber, f.eks. BSV og senest FC Nordsjælland vist, at de ønsker at investere i kvindefodbold for at gøre deres til at udnytte og fastholde det positive momentum i dansk kvindefodbold. Den gode aktion fra Harder var på højt internationalt niveau, hvilket er medvirkende til en positiv reproduktion af kultur, som vi så i Anja Andersen i kvindehåndbold, som virkelig blev adopteret af danskerne.

Skab og udnyt det positive momentum

I den kontekst og i bestræbelserne på at skabe en styrket salgbarhed af dansk kvindefodbold både sportsligt og kommercielt er det relevant at stille spørgsmålet ’hvad er momentum’. Jeg plejer at sige til mine spillere (er selv fodboldtræner), at fodboldkampe afgøres af ’små øjeblikke’ (læs: momenter), ligesom spillerne skal forstå, at nogle momenter i en fodboldkamp er mere kritiske end andre (f.eks. momentet lige efter en scoring til eller imod eget mandskab eller momentet lige efter pausen). Sådan er det også i spillet udenfor banen, hvad enten det vedrører momentet omkring kampforberedelsen eller som i dette tilfælde momentet for forhandlingerne omkring Kvindelandsholdet. Et kritisk moment er derfor også at bevare positivt momentum for Kvindelandsholdet ovenpå EM-slutrunden. Tidspunktet for konflikten er på den konto kritisk og ikke videre velvalgt. Hvis fodbold ud fra en metateoretisk tilgang skal anskues med det faktum in mente, at vores forståelse skal findes i sproget, så skal det momentum, at vi i fodbold-Danmark har bevæget os længere væk fra termer som ’livet er for kort til kvindefodbold’ og ’fodbold er stadig et spil for drenge og mænd’, nyttiggøres. Folk interagerer med personer, produkter eller organisationer, som har en mening for dem, og processen smittes af vores opfattelse af de sociale interaktioner omkring brands. I det lys opstår brands trods alt i interaktionen mellem et brand og dets omgivelser, og negative mærkater er svære at gøre op med og vanskelige at komme af med ud fra, at forståelse skal findes som noget afledt af vores tankesæt, sprog og den mening, som skabes i sociale interaktioner mellem aktører i sportens kontekst i dette tilfælde. Med et blik i ordbøger og fysikkens verden er momentum defineret ved, at noget er ’i bevægelse’ – altså en virkende kraft – som skal findes i en udvikling i en større sammenhæng afledt af andre øjeblikke og begivenheder, d.v.s. hvor var kvindefodbolden i Danmark for 10 år siden kontra nu. Tænk bare på Newtons love indenfor fysikken, der netop understreger, at objekter kan findes i hvile eller bevægelse baseret på den påvirkning af kraft eller manglen herpå, som objekterne udsættes for, hvorfor en sportslig (og dermed meget dynamisk og konkurrencepræget) kontekst kan forstås ud fra anerkendelse af, at enhver handling frembringer en reaktion. Den indædte konkurrencemindede natur i sportens og fodboldens verden skal med i overvejelserne, når centrale aktører indenfor fodboldøkonomien søger at skabe eller påvirke momentum, for sportsbrands skal tage momenter og gøre disse momenter til positivt momentum. Det sker ikke for kvindefodbolden i øjeblikket, hvor jeg samtidig ser en problematisk timing i forhandlingerne, da kvindefodboldens positive momentum tages som gidsel med vidtrækkende negative konsekvenser for dansk kvindefodbold i udsigt indenfor de kommende år, hvis deltagelse i store slutrunder som VM, OL og EM ikke opnås.

Den retoriske krigsførelse

Konflikten omkring landsholdsaftalen for Kvindelandsholdet og den imagetransfer, som skabes, er ikke positiv for hverken Kvindelandsholdet eller DBU. Det gavner bestemt heller ikke situationen, at endnu en konflikt mellem Spillerforeningen og DBU med hele det danske fodboldlandskab som gidsler trækker i langdrag. Forhandlingerne omkring en ny landsholdsaftale indgår i et større puslespil mellem Spillerforeningen og DBU (med tidligere gnidninger i horisonten), hvori U21-Herrelandsholdet og en fremtidig aftale med Herrelandsholdet også spiller en rolle. Ifølge DBU er der blevet forhandlet i et snart et år, og LO og DIF har mæglet i sagen, men indtil videre uden at opnå en endegyldig løsning. Tilbuddet fra DBU om yderligere 2 mio. kr. årligt til Kvindelandsholdet og forbedrede vilkår for spillerne indenfor udvalgte kriterier er blevet afvist i processen. Spillerforeningen har senest, jf. DBU afvist en ny delaftale, som kunne sikre forhandlingsro uden unødige forstyrrelser af VM-kvalifikationskampene mod Sverige og Kroatien. Spillerne selvtræner i øjeblikket for ’trods alt’ at være delvist forberedt til kampen mod Sverige; forberedelse udenfor landstrænernes taktiske univers er selvfølgelig ikke optimal, og optimalt er det heller ikke, at tonen er hård med henvisning til, at spillerfronten retorisk stiller DBU til ansvar for at ’sætte VM-kvalifikationskampen mod Sverige i fare’ ved ikke at ønske at forhandle som forstyrrende element tæt på kampen. Omvendt meddeler Spillerforeningen, at det nu kun er økonomien til Kvindelandsholdet, som er den egentlige barriere, mens de understreger DBUs (med Spillerforeningens ord) valg om afbryde forhandlingerne med spillerne fredag aften. Fronterne har derfor længe været trukket op mellem spillernes repræsentant Spillerforeningen på den ene side og dansk fodbolds ledende instans på forbundsniveau DBU på den anden side, hvor DBU stålsat har sat en aflysning af kampen mod Sverige i spil. Konflikten vedrører spillernes løn (bl.a. kamphonorar) for at optræde på Kvindelandsholdet, men et konfronterende punkt i konflikten handler i den forbindelse om, at Spillerforeningen og DBU ser forskelligt på rollerne som arbejdsgiver og lønmodtager, hvilket alt andet lige påvirker spillernes rettigheder og dermed DBUs position og ansvar (disse to faktorer omhandler bl.a. pligt til at tegne arbejdsskadeforsikring samt en anerkendelse af, at Spillerforeningen får bedre vilkår til at tale spillernes sag), når spillerne optræder på landsholdet. Der vil i den henseende være tale om bedre ligestilling for spillerne på Kvindelandsholdet. Den yderste konsekvens af den verserende konflikt er, at Danmarks kvindelandshold kan risikere at miste VM, OL i 2020 samt det næste EM i 2019, hvilket vil være et katastrofalt signal at sende for dansk fodbold i det internationale fodboldmiljø.

Samtidig skaber det en kløft i forhold til #EnDelAfNogetStørre, men spillerne har også et ansvar vedr. at lande en aftale, som har et relativt afsæt i virkeligheden (d.v.s. med grobund i, at landsholdet er en fantastisk scene, som stiller spillerne bedre markedsmæssigt som udstillingsvindue overfor klubfodbolden). Kompleksiteten omkring forhandlingerne træder i karakter i en dårlig virkelighed med enormt mediepres, og det er selvfølgelig vigtigt, at Spillerforeningen repræsenterer spillerne på saglig vis, samt at DBU udviser god ledelse ved ikke at ende i et uhensigtmæssigt overforbrug, som ikke står mål med virkeligheden, men det vigtigste spørgsmål er, om omkostningerne ved konflikten og dennes længde langt overstiger det vundne efter indgået kompromis. Oftest er en hurtig og smidig løsning i sådanne konflikter at foretrække, hvis de respektive parter ellers var tilfredse med sportslige præstationsmuligheder og rammebetingelser samt udbyttet heraf.

Konflikten, det fælles ansvar og ønsket om hurtig og smidig løsning

Faktum er, at kommercielle interessenter som fans, medier og sponsorer ikke opnår en interessant association med kvindefodbolden lige p.t., når sporten og herunder landsholdet (også med den brandtransfer, som findes i relation til klubfodbolden) igen understreger nogle negative konnotationer. Konflikten, som skal findes imellem de to parter, men resultatet heraf har stor betydning for dansk kvindefodbolds fremtid. Senest har vi da også i konflikten set en udvikling, hvor DBUs højt profilerede kvindekommission samt Kvindedivisionsforeningen er trådt i karakter med klare udmeldinger om vigtigheden af hurtig konfliktløsning. Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har sammen med prorektor fra Københavns Universitet Lykke Friis og virksomhedsejeren (bl.a. Hummel) Christian Stadil sendt en meddelelse til pressen, hvori de udtrykker bekymring om, at konflikten risikerer at påvirke udviklingen i dansk kvindefodbold negativt ovenpå sommerens succes ved EM. Kvindedivisionsforeningen skriver desuden med udråbstegn følgende på sin hjemmeside:

”Kære landsholdsspillere og kære DBU-forhandlere!

Efter 20 møder og 8 måneders forhandlinger er det nu så små beløb og så få ting, der skiller jer – set i forhold til de negative konsekvenser en udeblivelse fra VM-kampene vil få. Vi opfordrer vi jer til at ta’ jeres ansvar for dansk kvindefodbold alvorligt, glemme de fastlåste positioner på begge sider af bordet og vise fleksibilitet: Mød nu ind i den landsholdslejr, få de sidste vigtige punkter i landsholdsaftalen på plads NU, se hinanden i øjnene og gi’ håndslaw på at detaljer og renskrivning kommer senere. Nu handler det om at koncentrere kræfter og mental fokus om en rigtig svær fodboldkamp mod et af verdens bedste hold, Sverige på udebane i Gøteborg, den første af to ”finaler” om en VM-plads.”

Hvor stiller det så kvindefodbolden og Kvindelandsholdet p.t.?

Kvindefodbolden har stadig et uudnyttet kommercielt potentiale, men mulighederne for at udnytte det devalueres. Vi har et kvindelandshold, som har gjort det rigtig godt på det seneste, hvilket kulminerede med EM-finalen i sommers, hvor nationen støttede fra sidelinien eller foran tv-skærmene. Derfor giver det mening, og kvindefodbolden har søgt meget proaktivt at fjerne sig fra de negative mærkater, som med årene via fejlfortolkninger som ’livet er for kort til kvindefodbold’ er blevet påklistret kvindefodbolden. Det kan positiv italesættelse bl.a. være med til at råde bod på. Derfor er den nuværende konflikt uheldig og uhensigtsmæssig for kvindefodboldens fortsatte udvikling.

Omvendt er der også udfordringer i kvindefodbolden, som både Spillerforeningen, DBU samt kvindekommissionen, Kvindedivisionsforeningen og andre interessenter i dansk kvindefodbold skal være opmærksomme på. Interessen fra slutrunden kan ikke overføres direkte til kvindefodbolden på klubniveau, og der er stadig en enorm kløft i fodboldens pengeflow, når kvinde- og herrefodbold holdes op imod hinanden. Succesen ved EM i sommers har haft afgørende betydning for dansk kvindefodbold i positiv retning, uden tvivl (’there is no substitute for winning in elite sports), men det er svært at kvantificere endnu indtægtsmæssigt. Kvalitativt har Kvindelandsholdet dog været lig med ’god content’ i sommers og har derigennem formået at udvikle stor seer- og faninteresse med de positive følgevirkninger, som det kan skabe på sponsor- og mediefronten (selvom seertallene ikke kan overføres til det ’vakuum’ og den kvindelige klubfodbold, som isoleret set stod med en anden virkelighed efter EM). Der var dog et positivt momentum efter EM, og vi har set, at eliteklubberne er begyndt at røre på sig med spændende tiltag, f.eks. i BSF (nuværende eliteklub i 3F Ligaen) eller i FC Nordsjælland (hvor en manifesteret Superligaklub investerer strategisk i kvindefodbold). Alligevel er der udfordringer. Jeg kan huske, at jeg forskningsmæssigt besøgte FC Gold Pride i USA tilbage i 2010. Klubben havde dengang bl.a. den brasilianske verdensstjerne Marta (dengang den bedste spiller i verden) sammen med andre profiler på internationalt niveau. Klubben vandt også mesterskabet i den amerikanske WPS (professionelle kvindeliga – ligaen blev senere nedlagt), hvorefter klubben kort efter gik konkurs. Det vidner om, at kvindefodbold ikke er så manifesteret kommercielt som f.eks. Superligaen for herrer i Danmark, ligesom springet op til den internationale topfodbold for herrer (UEFA Champions League) er enormt. Alligevel ser jeg nogle interessant paralleller til den nuværende udvikling indenfor kvindefodbolden i USA, som markedsmæssigt er anderledes end den danske kontekst, men der kan drages nogle positive synergieffekter til tingenes tilstand derovre i dag, som har udviklet sig positivt siden 2010, og derfor skal aktørerne indenfor en dansk kontekst stadig fortsætte den positive italesættelse af kvindefodbolden og investeringen i at sikre bedre rammebetingelser for at fortsætte den gode sportslige performance og for at begunstige pige- og kvindefodbolden fra breddeniveau til den øverste elite. Jeg skrev en videnskabelig artikel i det akademiske tidsskrift Soccer & Society for nogle år siden omhandlende re-brandingen af dansk kvindefodbold, og i sommeren 2017 kunne jeg konstatere, at vi i en dansk kontekst havde bevæget os positivt i en holistisk billede, som inkluderer sportslig performance og kommercielle investeringer. Det er gængs viden fra en sportslig betragtning, at succes i de store slutrunder som f.eks. EM er det ypperste; det er stjernernes scene, og vi har set i f.eks. kvindehåndbolden, men også i en nichesport som curling, at succes i store mesterskaber samler nationen. Succes avler succes, hvorfor interessenterne i dansk kvindefodbold skal søge at modvirke et negativt vakuum efter slutrunden, men i stedet samle sig om konfliktløsning og søge at fortsætte den positive italesættelse og dermed udnytte timingen til at sikre fortsat medieinteresse, sponsortiltrækning og kapre fans og udøvere, som skaber gunstige fremtidige betingelser for kvindefodbold på dansk grund. Der er søsat en kvindekommission med det formål, og forbundet (DBU) har også oprettet task forces til at støtte op, ligesom klubberne og spillerne arbejder målrettet på at blive bedre. Løsningen af konflikten her og nu vil derfor gøre dansk kvindefodbold bedre rustet til at skabe positivt momentum, læring og positiv reproduktion af den kultur, som skal bære dansk kvindefodbold i fremtiden sportsligt og kommercielt.

Denne konflikt handler dog om at finde en fornuftig balance, hvor parterne vurderer den nutidige situation, d.v.s. kvindefodboldens nuværende positionering med hensyntagen til historikken. Hvad er der sket de seneste årtier indenfor kvindefodbolden? Der har været stor tilstrømning medlemsmæssigt og stigende kommercialisering internationalt, så på den måde skal konfliktløsningen tage hensyn til såvel den historiske udvikling, nutiden, men i høj grad også til de fremtidige pengestrømme, som realistisk set kan vindes ved at investere i kvindefodbolden. DBU har tidligere ’givet kvindefodbolden væk’ som en fremtidig investering med den erkendelse, at medierne er en vigtig interessentgruppe i opmærksomhedsskabelsen og italesættelsen af kvindefodbold, men også ud fra en markedsmæssig feedback, der viste, at medierne endnu ikke var villige til at smide store summer i at få kvindefodbold som rettighed, fordi konteksten immervæk var kommerciel umoden. Det skulle dog ses som en fremtidig investering i relation til den forretningsmodel, som inddrager en cyklus mellem rettighedshavere indenfor sport (f.eks. DBU) og ’medier, corporate brands/sponsorer, og fans’ med medieeksponeringen som en vigtig bestanddel i form af ’medieret content’, som tiltrækker økonomi via en sportsgrens passionerede appel til diverse interessentgrupper. Nuværende medieplatforme som Mediano, Bold.dk, TV2News, DR og nye platforme (som vi f.eks. har set i udlandet med ESPNW – ESPNs kvindeplatform) køber sammen med sponsorer som f.eks. Oddset og AL Bank ind i kvindefodbolden på det grundlag og ud fra en forståelse af, at fodbold og business handler om forgrenede markedspladser, hvor forskellige produkter, målgrupper og segmenter kan sættes i spil med varierende positioneringshensigter. Der er investeret i events omkring kvindefodbolden med fin succes i Viborg, og med udgangspunkt i kvindefodboldens kommercielle udfordringer skal der fra en kvalitativ vinkel være en relevans omkring produktet, som co-brandingprocessen mellem de involverede parter lettere løfter ved, at sportslige udøvere, rettighedshavere, medier, annoncører/sponsorer og fans tager kollektivt ansvar og køber ind i produktet og dermed styrker den fremtidige salgbarhed.

Succes nu, men hvad så?

Succesen er der i øjeblikket, men succes kan ligesom viljen til at vinde i sport og fodbold gradbøjes. Hvor langt er de involverede parter villige til at gå for at få succes og for at vinde, og sker dette indenfor rimelighedens grænser eller med et realistisk afsæt i virkeligheden (læs: tid og kontekst)? Det at blive ’et dominerende sportsprodukt’ med vedvarende succes og vinderaspekter sker ikke ’overnight’; det skal således udvikles over tid, så relationen til de vigtige interessenter ikke ’distanceres’, men derimod udvikler en høj grad af positiv identifikation. Yderligere skal succes omkring dansk kvindefodbold bestemt findes i koblingen mellem græsrødder og elite, og det kræver altså, at kvindefodbolden bevarer sit momentum, da sådan en udviklingsproces kræver både strategisk støtte samt vedvarende investeringer, hvorfor grundlaget herfor ikke MÅ gøres mere sårbart. Ansvarlighed skal komme fra såvel Spillerforeningen, DBU, klubberne samt de aktive sportslige deltagere i en co-brandingproces, hvor fokus er på at skabe et præstationsniveau på og udenfor banen, som kontinuerligt (jeg ved, at dette er svært i et sportslandskab med stor dynamik og meget konkurrence) danner fundament for solide reinvesteringer i sporten. Set fra en offeromkostningsbetragtning og ud fra ovennævnte ’momentum’ diskussion, hvori det antages, at handlinger indenfor kvindefodbolden ikke kan isoleres fra tid og kontekst, så er kvindefodbolden havnet i en miserabel situation lige nu, hvor momentum skæres væk fra nogle af de kommercielle interessenter, som har overvejet at investere i kvindefodbolden. Produktet er som nævnt stadig sårbart, og i den ligning tænker jeg på, hvad denne konflikt koster med udgangspunkt i, at nogle medier, sponsorer eller andre interessenter trækker følehornene til sig og afventer, om de har lyst til at investere i kvindefodbolden. På den måde kan interesserede folk spørge sig selv, hvorfor DBU holder på de sidste kroner fremfor at finde en løsning, eller hvorfor Spillerforeningen virker fastlåst på at slå stærkt på at ’vride citronen’ i forhold til de organisationer (forbund og klubber), som trods alt betaler et honorar til spillerne eller løfter spillernes markedsværdi. Det sker vel at mærke på et tidspunkt, hvor kvindefodbolden ikke har realiseret indtægtspotentialet eller frembragt solid dokumentation for generering af konkrete fremtidige pengestrømme? Mit standpunkt er præget af markedsmekanismer, og konflikten kan derfor i min optik ikke isoleres fra markedskonditioner, hvor investeringer og produkt skal spille sammen i en facilitering af offensive og seværdige spilmønstre, som giver alle interessenter øget sportslig og kommerciel værdi fra kvindefodbolden.

Co-creation og håbet om den lykkelige slutning

Jeg søger ikke med dette indlæg at tage parti i konflikten, men blot at nuancere tingenes tilstand og håber som resten af det store fodboldpublikum i Danmark, at denne farce får en lykkelig slutning; fodbold spilles trods alt for at vinde, og indtil videre er der kun tabere i denne situation. Begge parter har jo et ansvar, og co-creation er ofte en god tilgang til at løfte brands og produkter i sportsøkonomien, ligesom fodboldspillet er karakteriseret ved, at de bedste situationer tit opstår efter sammenspil og sammenhængskraft samt ved at satse på anden og tredje bevægelse fremfor den første bevægelse (læs: er momentum vigtigt, og hvordan opstår det?) 🙂