Hvorfor kalder DHF ikke handlingen for, hvad den er?

Billede: Uddrag fra DHFs pressemeddelelse vedr. fyringen af Jan Pytlick (kilde: DHFs hjemmeside).

DHF skriver efter det afbrudte samarbejde med Jan Pytlick på forbundets hjemmeside, at i kølvandet på EM ”har ledelsen i Dansk Håndbold Forbund og landstræner Jan Pytlick i enighed besluttet at afbryde samarbejdet med øjeblikkelig virkning.” Ligeledes skriver forbundet samme sted, at “konklusionen er i draget i fuld gensidighed mellem landstræneren og Dansk Håndbold Forbunds politiske, administrative såvel som sportslige ledelse og den indebærer, at Jan Pytlick er fritstillet pr. 1. januar 2015.” Interessant læsning tænkte jeg, da jeg så pressemeddelelsen. Samtidig tænkte jeg, at det bliver spændende at se, hvordan omverdenen reagerer på den for mig misfortolkede kommunikation. Pressemeddelelsen emmer ikke af autenticitet og troværdighed, hvilket ikke er den optimale løsning for forbundet ovenpå en slutrunde, hvor udmeldingerne fra holdet omkring de sportslige muligheder ved EM ikke ligefrem stod mål med den samlede præstation og det udbytte, som folk i Danmark tidligere har været vant til fra damelandsholdet.

I bagklogskabens lys kunne en mere henholdende udmelding fra holdet have været en fordel, men det er ikke pointen her, for det her handler om et forbund, som ikke har håndteret den virkelighed (læs: elitesport), som omkranser det afbrudte samarbejde med Jan Pytlick, med en tilstrækkelig grad af professionalisme i forhold til omverdenens forventninger og de trends og tendenser, som gør sig gældende i samfundet, hvor krav om øget transparens og ærlighed vinder frem. Hvorfor ikke bare kalde det afbrudte samarbejde for, hvad det er: en fyring af en træner, som har været i forbundet gennem mange år, men som nu bliver offer for et nutidigt og fremtidigt krav om bedre præstationer. Der er vel intet fortabt i at gøre det på den måde. Præmissen i elitesport handler om at vinde eller om at møde proces-,  præstations- og udbyttemål, som er differentierede afhængig af, hvad de samlede rammebetingelser vedr. målopfyldelsen inkluderer, og det er en afgørende del af bedømmelsen af, hvor vidt en træner leverer på et tilfredsstillende niveau. Tiden er, som spillerne også giver udtryk for i interview med medierne, inde til at prøve noget nyt på trænerfronten for at få ny inspiration og en ny retning. DHF har taget konsekvensen af et EM, som ikke levede op til forventningerne, og den præmis har også været velkendt for en træner som Jan Pytlick, der har været i elitesport i mange år. At sige at ’beslutningen er truffet i fuld gensidighed’ giver dog ingen mening. Den handling har efterladt en række spørgsmålstegn fra bl.a. medierne, håndboldfans og sponsorerne omkring forståelsen for de mekanismer, som gør sig gældende i moderne topsport; her tænker jeg især på ledelsesmæssige mekanismer. Alt for ofte ses klichéen i sportens verden, at en træner eller spiller og et forbund eller en klub er gået hver til sit i ’fuld gensidighed’, men det er ofte en betegnelse som dækker over en fyring. Mon ikke Jan Pytlick havde fortsat, hvis det havde stået til ham? Forbundet giver derfor med deres pressemeddelelse medierne og befolkningen en glimrende mulighed for at diskutere og debattere situationen. Det kunne være iscenesat af forbundet for at få italesat håndbolden, men jeg tror næppe, at dette er resultatet af en nøje overvejet strategisk handling – snarere tværtimod. Nu får forbundet en unødvendig fokus på den fremtidige situation omkring trænerposten for damelandsholdet, som kommer til at pege tilbage på forbundet i negativ ledelsesmæssig forstand, og det gavner ikke den fremtidige kommercielle drift. Lad os nu se det gjort på en mere autentisk og troværdig måde fremadrettet, hvor handlingerne kaldes det, som de i virkeligheden er!