For Brøndby og klubbens interessenter er det et unikt indkøb, at Daniel Agger vender hjem fra Liverpool FC. Daniel Agger er ’meningsfyldt’ indkøb. Det er en elsket og værdsat spiller blandt klubbens fans, som vender hjem og ovenikøbet som en leder med masser af spilintelligens, erfaring og et højt internationalt niveau. Det er en løftestang for såvel Brøndby som for Superligaen, og så passer det fint ind i, hvad Agger ønsker p.t. Han er en fantastisk spiller, men her døjet med de fysiske krav i Premier League på det seneste, da han har haft mange skader, så mon ikke det vil være motiverende for ham at vende hjem på alle områder.
Jan Bech Andersen har i denne situation givet klubben en gave. Det gør det muligt for klubben at realisere købet af en int. topspiller uden at overbelaste eller sætte klubbens drift på spil. Jeg hæfter mig i den sammenhæng også ved den strategiske kommunikation i klubben. Man har lige foretaget en stor nedskrivning og kom ud med stort halvårsunderskud, og umiddelbart efter kommer denne positive nyhed, som selvfølgelig understreger nogle positive fremtidige visioner og muligheder for klubben, hvad angår bedre fremtidige resultater på det sportslige plan samt genereringen af flere indtægter. For Brøndby og Superligaen har det stor betydning, at Daniel Agger kommer hjem. Det har en stor nyhedsinteresse, og i fodboldøkonomien ser vi også, at topspillere flytter kunder og skaber kommercielle potentialer. Brøndby har i forvejen et stærkt brand, men der er ingen tvivl om, at dette indkøb er med til at booste det. Her har vi en spiller, som kan træde ind som leder med et højt spillemæssigt niveau og med det hjerte, som han har for klubben, og sin professionalisme være med til at løfte klubbens nuværende strategi, også på talentområdet, hvor han kan agere som rollemodel og sparringspartner for at løfte andre spillere i truppen. Det forøgede fokus på Brøndby på hjemme- samt udebane, men også via forskellige medieplatforme vil give klubben forøget eksponering samt aktiveringsmuligheder, og begge dele er yderst interessant for sponsorerne. Man skal huske på, at fodboldøkonomien er centreret om forgrenede markedspladser, hvor bedre resultater og interesse fra fodboldfans giver sig udslag i større matchdayindtægter, den bedre atmosfære og større hype er interessant for sponsorer og medier, som afledt heraf kan kaste flere indtægter af sig. Mon ikke de eksisterende sponsorer klapper i hænderne, ligesom det giver interesse fra potentielle sponsorer, som jo er en væsentlig del af klubbens indtægter. Hummel kan f.eks. lukrere på forøget merchandise- og trøjesalg samt nye og kreative aktiveringsmuligheder, mens andre sponsorer, som ønsker forbedret kendskabsgrad kan lukrere på den forøgede eksponering, og den yderligere interesse omkring Brøndby på andre stadions samt på tv og digitalt skaber bør skabe en positiv cirkel omkring klubbens sponsorarbejde, da det forstærker klubbens position som medieprodukt, hvilket flytter kunder for de kommercielle interessenter. Sidst men ikke mindst skal man huske på, at talent vinder kampe, mens teamwork vinder mesterskaber, og Agger kan den x-faktor oveni rutinerede navne som Elmander og Kahlenberg, der kan binde holdet sammen og skabe et mesterskabshold, som også kan gøre sig bedre internationalt. In mente skal man selvfølgelig have den offeromkostningsbetragtning, som forbindes med, hvad en Superligaklub ellers kunne få for 30 mio., men mon ikke det kommer i baggrunden, hvis Agger kan holde sig skadesfri og præstere, som hans evner så berettiger til.
COMMENTS
No comments yet.