top menu

Håndbold: En udfordrende EM-slutrunde for kvindelandsholdet på og udenfor banen

Håndboldredaktøren Dan Philipsen fra TV2 Sport skrev den 13. december en interessant og nuanceret kommentar i kølvandet på Danmarks exit fra EM i Frankrig, som pointerede en kritisk stillingtagen til, at det danske håndboldlandshold for kvinder med sin præstation på, men særligt udenfor banen, havde devalueret befolkningens opbakning. Philipsen tog bl.a. udgangspunkt i seertal, manglende dansk faninteresse i hallerne i Frankrig og en yderst svingende sportslig præstation. Han understregede desuden specifikt betydningen af, at de danske spillere har manglet et appellerende udtryk i deres optræden udenfor banen. Sidstnævnte har selvfølgelig afgjort en indflydelse på den essentielle sport-medie-business sammenhæng, som driver kommercialiseringen omkring landsholdet og dermed i optimal tilstand agerer som en løftestang for spillernes rammebetingelser for at udøve den sport, som de elsker.

Jeg har set fra en sportsbusiness-vinkel den holdning, at der er en høj grad af sandhed i Philipsens kommentar, da professionel kvindehåndbold i takt med den stigende kommercialisering i sporten siden kvindelandsholdets optur, som for alvor startede tilbage i 1990erne, skal søge sin berettigelse i en showbusiness, der er præget af stor konkurrence om folks tid og dermed relationen til penge i det økonomiske kredsløb, som fans, sponsorer og medier køber ind i. Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi, hvor der er mange valgmuligheder på hylderne, hvorfor vigtigheden af at skabe nogle positive differentieringspunkter omkring håndboldlandsholdet, som delvist opvejer perioder med manglende sportslig topklasse, cementeres, således at vigtige interessenter ikke kigger den anden vej, når de skal finde vej i den labyrint, som adfærdsøkonomer betegner ‘the paradox of choice’. Forskning indenfor fanadfærd peger bl.a. på, at interessenterne i sport vil se performance på højt sportsligt niveau, vil have spænding, drama og den underholdning, som også bliver en form for eskapisme i en hverdag, hvor alt for meget handler om daglig drift i arbejdslivets hamsterhjul. Den slags gode sportsoplevelser afføder med adfærdsøkonomiske termer nemlig en form for psykologisk og emotionel velbefindende, som er vigtigt, når fans skal trækkes opad fanrangstigen mod højere niveauer af fanidentifikation.

Det at give af sig selv under en slutrunde bør altså være et mantra for spillerne, som de skal forsøge at spille med på i en grad, der ikke bærer præg af, at de er tvunget til at give interviews uden nødvendigvis at tænke, at det er det fedeste i verden eller uden et udtryk, som signalerer den passion, der skal være forbundet med at repræsentere sit land til et vigtig internationalt mesterskab. Philipsen betoner, at vinklen i kommentaren med dette in mente handler om et landshold, som er “historisk gråt”. Set fra min stol har jeg heller ikke været imponeret af den underholdningsværdi og fanappel, som har været illustreret omkring landsholdet under EM. Manglen herpå skader ganske enkelt landsholdets positionering og stiller desværre set fra et håndholdøkonomisk synspunkt landsholdet i en situation, hvor der ikke søges en optimering af forholdet mellem kommerciel styrke og afhængigheden af sportslige resultater. Der er ingen direkte substitut for at vinde i professionel sport, for det er klimaks i elitesport, men en øget bevidsthed og kompetence vedrørende sportsøkonomiske mekanismer kunne f.eks. gennem gode narrativer udenfor banen stille landsholdet bedre kommercielt, selvom resultaterne på banen svigter.

Håndbold er på globalt niveau en nichesport sammenlignet med eksempelvis fodbold. I det lys har landsholdsspillerne som de ypperste sportslige repræsentanter på dansk grund også et ansvar for at understøtte egne rammebetingelser. Ansvaret handler bl.a. om at levere i relation til de kapitalindsprøjtninger, som medieaftaler og -interesse for tophåndholden leverer til en sport, hvor ingen med hensyntagen til den markedsøkonomiske dynamik, som findes i sportsøkonomien, skal tage en relativ god indtægtsgenerering for givet. Sportsbranding handler om tilstedesværelse, men også om kvaliteten heraf, ligesom disciplinen er et spørgsmål om at ‘være noget for folk her og nu’.

Philipsen mener envidere, at det vil være urimeligt overfor de nuværende landsholdsspillere at sammenligne med tidligere tiders profiler. Jeg er dog uenig i det standpunkt, hvilket handler om, at topsport altid er genstand for sammenlignelighed. Hvad enten en træner afløser en anden, eller spillere kommer og går, så er diskursen ofte centreret om en vis grad af sammenlignelighed i en sportsverden, hvor det kvantitative eller sort/hvide element omkring resultatet blendes i forening med en dybere diskussion af kvalitative processer omkring præstationen. Det fremmer sammenlignelighed.  Vi skal huske, at historien er grobund for at forstå nutiden samt for at sætte retning for fremtiden. Derfor er det vigtigt at huske på, hvorfor dansk kvindehåndbold har fået relativt gode rammebetingelser med tiden. Opturen i 1990erne med OL-guld i Atlanta i 1996 samt med tilsvarende succes ved OL i 2000 og 2004 har skabt et enestående fundament, hvor dansk kvindehåndbold gik fra at være et godt sportsprodukt til at blive et dominerende sportsprodukt over en længere periode med positive spill-over effekter på liga- og klubniveau, der også medførte stærke internationale titler. Anja Andersen var eksempelvis en spiller med et positivt differentieringspunkt både på og udenfor banen. Hun havde enestående håndboldevner, men gav også et godt skær af underholdning såvel som drama og spænding, når hun i nogles optik trådte over stregen som spiller og træner. Som skrevet ovenfor spiller det godt sammen med motivationsfaktorerne for at forbruge sportsevents, og jeg ved som elitetræner, at selv i tilstande af ‘overtrådt’ for Anja Andersen på og udenfor banen, så handler sådanne handlinger om passion, indlevelse og nogle af de sportsspsykologiske aspekter, som spiller ind, når der er ‘noget på spil’, og det skal der være på og udenfor banen set fra såvel et spiller-, træner- eller fanperspektiv for at holde motoren kørende (også kommercielt).

Jeg er selv træner for et kvindehold i fodbold i AaB, og vi ved trods stor succes (har lige vundet 1. division), at vi er i konkurrence med herrefodbolden både internt, men også eksternt. Det kan dreje sig om noget så banalt som træningstider og -baner, men også om eksterne elementer som sponsorindtægter. Derfor er alle på og omkring holdet yderst bevidste om vores ageren, da vi har et brændende ønske om at ændre på tingenes tilstand (sportsligt og kommercielt). Vi har flyttet os i den rigtige retning, hvilket portrætterer, at erkendelse nogle gange er en vej til en ny virkelighed.

Se i øvrigt dette indslag for yderligere vinkler på denne kontekst:

https://play.tv2.dk/programmer/nyheder/serier/sportsnyhederne/opbakning-til-em-holdet-svinder-ind-176424/

 

, , , , , , , , , , , ,

COMMENTS

No comments yet.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Loading Facebook Comments ...