top menu

Aktiviteterne i det transformationsøkonomiske transfervindue skal finde balancen mellem sund kultur og placeringsjagt

Sommerens og vinterens transfervinduer er med årene blevet genstand for enorm hype og eksponering, og fodboldentusiaster på globalt plan venter i den forbindelse på, hvordan deres favoritklub agerer i håbet om at BOOSTE nutidig og fremtidig performance. Globaliseringen (herunder Bosman-dommens betydning for spillernes bevægelighed på tværs af nationale grænser), kommercialiseringen og iscenesættelsen af klubfodbolden som underholdningsfænomén, og de stordriftsfordele, som fodboldbranchen har oplevet ved centraliseret forhandling af kommercielle og mediemæssige rettigheder i internationale klub- og landsholdsturneringer, har i lighed med fodboldens allestedsnærværende socioøkonomiske identitet, skabt en ’spill-over effekt’ på promoveringen af transfervinduets betydning  Fodboldøkonomien har i den henseende udviklet sig i en retning, hvori der også drages flere og mere nuancerede paralleller mellem sportslig og forretningsmæssig performance, da sammenhængskraften imellem disse elementer er blevet intensiveret som følge af inflationen på transferbeløb og spillerlønninger.

Hvad enten fokus på denne kontekst er i dansk eller international målestok, viser erfaringerne, at det er klogt at analysere tingenes tilstand i forhold til muligheder og begrænsninger, d.v.s. at lade fornuften og kompetencerne tale i tæt sammenspil med pengene. Balancen mellem handlinger på transfermarkedet og skabelsen samt fastholdelsen af en sund kultur på og omkring holdet skal i min forståelsesramme ses som en udvidet ligning, hvor investeringerne i spillere kobles med investeringer i den omkringliggende infrastruktur. Denne ligning bør derfor også indeholde væsentlige rammebetingelser som en klubs ejerskab, overordnede ledelsesorgan og ledelse, et særligt fokus på den sportslige ledelse og samspillet med førnævnte rammebetingelser samt herunder trænerstab og sportslige og sundhedsfaglige stabsfunktioner.

 Som altid i transfervinduet hersker der en masse spørgsmål blandt danske og internationale fodboldfans, heriblandt mig selv. I Danmark oplevede vi historier som det store nedrykningsspørgsmål; Er Hobro IK dømt til nedrykning på forhånd, eller kan Ove Pedersen være garant for solidt trænerfagligt håndværk, der sikrer klubben endnu en sæson i det forjættede land, som Superligaen er i overlegen forstand i dansk kontekst på såvel sportslige som økonomiske parametre? Derudover er spørgsmålet i ligaens top centreret om, hvorvidt FC Midtjylland kan navigere i en situation, hvor den flotte internationale deltagelse sætter holdets ressourcer på prøve, mens klubben samtidig ønsker at genvinde mesterskabstitlen mod et FCK-mandskab, der kun har tabt to kampe, og som derfor ser ud til at kunne være på vej i den rigtige retning mod tidligere sæsoners dominans? Dette er krydret med outsidere til mesterskabstitlen som AaB, der har vist flot spil i efteråret og senest i vinteropstarten, og Brøndby, der i håbet om at genvinde fordums storhed har været flittigt handlende de seneste sæsoner. Jeg anerkender på det punkt SønderjyskEs fantastiske præstation i efteråret med en ny ung træner, men de har ikke været i stand til at vinde kampene mod de andre tophold, hvorfor jeg ikke ser dem som outsider til guldet. De første kampe i foråret peger dog i retning af, at guldet allerede er på plads på reolen i FC Københavns lokaler, mens Hobro ser ud til at have mere end det ene ben i den næstbedste danske fodboldrække.

I en fodboldøkonomisk kontekst med fokus på skabelse af positiv transformation via balancen mellem kultur og placeringsjagt er det vigtigt at analysere sundhedstilstanden i den kultur, som eksisterer i klubbene? I den forbindelse skal der også kastes et blik på sammensætningen af den kulturelle pakke, som kan føre en klub til en optimering af ressourcerne. Her er der selvfølgelig stor forskel på de rammebetingelser, som klubberne har. Eksempelvis har AaB ikke samme økonomiske handlefrihed som FC København, ligesom Hobro IK, Viborg FF og SønderjyskE ikke har mulighed for at hive spillere op fra egne ungdomshold i den bedste danske U19-række. Det giver selvfølgelig en skævvridning i konkurrencebetingelserne, men netop derfor også en skærpende tydeliggørelse af vigtigheden af at kunne optimere den eksisterende klubkultur med de midler, som man har. Som jeg vil komme ind på senere i denne artikel, kan et stort finansielt råderum og en klub præget af stort eksternt og internt pres fra mange meningsdannere, men uden optimal ledelse og strategisk indsigt, nemlig i visse situationer være en sovepude. Det er set i Premier League, men Brøndby IF har også en overgang troet, at klubben kunne købe sig til succes alene.   

Der er allerede sket en masse i vinterpausen i Superligaen. AGF hentede Riddersholm, (succestræneren fra FC Midtjylland), Kasper Hjulmand fik comeback i FC Nordsjælland, Allan Kuhn forlod AaB, makkerparret Jonas Dal og Lars Justesen blev genforenet i Esbjerg fB, sportsdirektør Ole Nielsen har udskiftet Viborg FF med Randers FC, der til gengæld har sendt Peter Christiansen på nye udfordringer i AGF og endvidere skiftet ud på direktørposten, ligesom spillere på samme måde har skiftet græsgange. OB ser under Kent Nielsens høje krav til spillerne ud til at være på vej mod en justering af deres kultur, der sikrer flere sejre (i hvert fald at bedømme på deres fine forårsstart). Fodboldøkonomien er på denne måde langt mere dynamisk end andre brancher, og med disse forandringer ændres omklædningsrummet, træningsbanen og spillernes motivation og lyst til at gå på arbejde og give alt af sig selv i positiv eller negativ retning. Især udskiftninger på trænerposten og i den sportslige ledelse kan få store konsekvenser på sigt som følge af det ansvar og den magt, som er tillagt disse positioner. Selvfølgelig er spillerne professionelle og bliver betalt for at udføre fodboldspillet så optimalt som muligt, men som det ses i andre brancher, omfatter denne forudindtagelse mere omgivelsernes forventninger til, at det finder sted uanset hvad, end det inkluderer en realistisk stillingtagen til, hvad en god kultur og en optimering af ledelsen og lederskabet på og udenfor banen betyder. Det bliver således spændende at følge, om Dal og Justesen kan skabe samme synergieffekter i Esbjerg fB, eller om Hobro IK kommer til at betale dyrt, hvis Ove Pedersen ikke formår at redde eksistensen i Superligaen, og Hobro IK derudfra går på kompromis med den kulturelle styrke og ballast, som sikrede fornemme præstationer for så at ende med at lave en ’FC Vestsjælland med knap så gode præstationer i den næstbedste række’ (ikke at de går konkurs, for det burde de være sikret mod). Ligeledes bliver det interessant at følge, om Kuhns fravær i rollen som motivator i AaB får nævneværdig negativ indflydelse på spillernes engagement på sigt, eller om Hjulmand og Riddersholm på sigt kan sikre nye mesterskaber med nye spillere og dermed nye kulturelle betingelser? Ole Nielsen har fundet gode spillere billigt i både SønderjyskE og Viborg FF, og bliver han derfor også en god transformation for Randers FC? I disse spørgsmål skal vi huske på, at hverken en god eller en dårlig kultur ændres over natten!

Det tankevækkende er netop den kritiske refleksion i forhold til, hvordan det rette personalemix på og udenfor banen influerer den sportslige procesudvikling og resultatskabelse. I en elitær og konkurrencepræget branche som fodboldøkonomien, skylder fodboldlederne sig selv og klubbens interessenter på kontinuerlig vis at stille kritiske spørgsmål i bestræbelserne på at blive bedre. Ellers kan det give udfordringer i retning af, at sponsorerne bare putter pengene i et sort hul i en tid, hvor kommercielle interessenter netop ønsker mere værdi for pengene. Selvfølgelig har finansiel formåen en afgørende betydning for sandsynligheden for at skabe sportslige resultater centreret om den eurofi og hype, der medfølger en position med guldmedaljer om halsen, men samtidig er performance i brancher med indædt konkurrence kendetegnet ved, at der skal skabes positive differentieringsfaktorer sammenlignet med konkurrenterne. Desværre synes dansk fodbold på visse områder at befinde sig i et vakuum, hvor der figurerer en negativ reproduktion af kultur, som er bemærkelsesværdig på den måde, at klubberne ofte glemmer offeromkostningsbetragtningen og er præget af suboptimering frem for optimering. Vi kender alle klichéerne om, at ’den spiller kunne være blevet så god med den rigtige træner, eller hvis hovedet var skruet ordentligt på…..’, og sådanne udviklingsspørgsmål i fodboldøkonomien er typisk et produkt af en kulturel interaktion. Omkring spillet på banen er penge ikke nok i sig selv, men investeringerne i trænere og spillere bør også have den rette balance mellem en kvantitativ og en kvalitativ dimension og skal pakkes ind i den rette kombination af bl.a. inspiration, kommunikation, psykologi (herunder empati),  motivation, lederskab, ledelse og fodboldfaglige kompetencer. I den forbindelse er det relevant at understrege, at der endvidere skal være afregning mellem performance og spillere, som kommer op fra ungdomsafdelingen, når der måles på klubbernes evne til at talentudvikle. Her er det vigtigt at hæve overliggeren for klubberne og dansk fodbold, så vi udvikler spillere, som kommer op på førsteholdet, spiller kampe med afgørende impact, evner at blive solgt og brage igennem på int. klubhold samt på a-landsholdet. Det vil give ligaen bedre økonomiske indsprøjtninger og kan være med til at løfte dansk fodbold. Præmissen i en Superligaklub med den tiltrækningskraft, som klubben har på unge spillere in mente, er, at de allerbedste unge spillere automatisk (for deres åbenlyse talent skinner bare igennem) vil komme op i a-truppen, selv hvis Ray Charles og Stevie Wonder stod i spidsen for den sportslige stab eller var trænere, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med en optimering af tingenes tilstand. Tænk bare på kvaliteten af Superligaens sportslige niveau p.t. eller a-landsholdets nuværende spillere kontra landsholdsspillerne i 1980’erne. Er det en tilfældig udvikling i takt med stigende professionalisering eller? Det er i hvert fald et interessant trade-off og et relevant spørgsmål at stille skarpt på. 

DBU snakker meget om kompetencegivende træneruddannelse og ansættelse af trænere med formelle kompetencer. Det er vigtigt, hvilket også ses fra erfaringer i udlandet (bl.a. i Tyskland). Dog handler det ikke bare om, vel at mærke når tingene sættes lidt på spidsen, at ansætte arketyper, som er velpolerede i en organisatorisk tilknytning, og som siger de rigtige ting. Forskellen på ledelse og lederskab skal ses i forskellen mellem 1) at gøre de rigtige ting 2) at gøre disse ting rigtigt. En metafor fra omklædningsrummet understreger desuden, at det er ikke nok at råbe og skrige, at ’nu skal vi ud og gøre alt for at vinde denne kamp’, hvis man ikke bakker kommunikationen op med de rette handlinger. Med andre ord har den professionelle del af fodboldøkonomien gennemgået så stor professionalisering og kommercialisering i Danmark og udlandet, at branchen som helhed og klubber i særdeleshed i konkurrencemæssigt perspektiv skal bestræbe sig på at rekruttere eksempelsiv trænere og spillere, som kan styrke den aktuelle kulturs tilstand, hvorfor der skal fokuseres på rekruttering og/eller udvikling af personligheder i centrale positioner på og udenfor banen, som ikke bare siger de rigtige ting, men som også har alle kompetencer til at føre tingene ud i livet. Der skal således i min optik tages et større ansvar for personlig og organisatorisk udvikling i elitefodbolden, og det skal gennemsyre fodboldøkonomien fra sportens ledende instanser (f.eks. DBU) til klubberne med en form for konstruktiv og efterlevelsesværdig gensidig tilpasning. Jeg tænker derfor, at der i DBU og i klubberne med fordel kan indhentes endnu mere research-baseret viden i formaliseret form, hvis der virkelig skal optimeres. Ikke fordi min egen A-træner-opgave skal være genstand for opmærksomhed i denne artikel, men jeg fokuserede på 10’er-typens (ikke 10’er-positionen, men den kreative playmaker-types) iscenesættelse af offensive spilmønstre, og som en del af et validt dataindsamlingsgrundlag, var jeg meget beæret over, at Michael Laudrup var så venlig at svare på nogle spørgsmål, og det har givet mig en forståelseshorisont på et endnu dybere detaljeniveau for opgavens genstandsfelt og derigennem for de offensive spilmønstre. Han er og bliver i en klasse for sig som dansk spiller i den kontekst, men det er en helt anden diskussion 😉 Pointen er, at Danmark på nogle områder i min optik er et u-land vedr. fodbold og udvikling. Det betyder ikke, at vi ikke har kompetente folk i fodboldsektoren, for dem er der mange af, men nogle gange er den opfattelse, som jeg støder på i fodboldøkonomien, at organisationerne er til for sig selv, d.v.s. der eksisterer nogle usunde handlemønstre og derfor opstår der en negativ reproduktion af kultur, som ikke styrker den danske fodboldøkonomis konkurrenceevne. Jeg har ikke oplevet, at der på træneruddannelserne altid hentes eksperter ind fra forskellige områder, som er vigtige for at kunne tilbyde en så stærk fodboldfaglig uddannelsesplatform som mulig. Vil Danmark have gode resultater, skal der vel også her skabes en uddannelsesplatform, som er Harvard-lignende og ikke et billede af rugbrød, leverpostej og dansk middelmådighed. Smagen er god på overfladen; spørgsmålet er, om det er godt for systemet ’dansk fodbold’. Hvor god har talentmassen været de senere år? Snakken går på, at der er masser af talent, men vi har ikke for alvor set det skinne igennem på symbolet på dansk elitefodbold i form af a-landsholdet, ligesom vi heller ikke ser mange danske spillere for alvor præstere stærkt i udlandet på samme måde, som vi så det for årtier siden (her kan man jo bare sammenligne med Island, se her). Min anke er så, om vi har stillet de forkerte spørgsmål i for lang tid eller bare er endt med de forkerte idéer, diskussioner og handlinger, og hvis kultur i nogle henseender kan defineres ved, hvad folk i en organisation (klub eller forbund) tænker, siger og gør, så er det vel netop et udtryk for negativ reproduktion af kultur.

 Transfervinduet markerer en transformationsøkonomisk mulighed for fodboldklubberne for at tænke over investeringer, der kan gøre en afgørende forskel, men penge gør det ikke alene som nævnt; balancen mellem kultur og placeringsjagt er vital. Et blik på tilstanden i den engelske Premier League er med til at tydeliggøre dette. Ligaen og dermed klubberne har skabt en kommerciel udvikling, som har medført en solid markedslederposition, som giver klubberne stor finansiel magt, men dette til trods ikke den store hæder i form af internationale titler på landsholds- eller klubniveau i de senere år (ja, på landsholdsniveau er tørken meget lang).      

Internationalt er det store spørgsmål derfor for mig, hvordan de engelske klubber kommer igennem transfervinduet, og om hvorvidt denne håndtering kan veksles til succes i UEFA Champions League, så Premier Leagues topklubber skaber en international sportslig performance, der står mål med den indtægtsgenerering og det forbrug af spillere, som ligaen har. Over tid har Premier League for alvor fået styrket sit finansielle set-up med indgåelse af meget lukrative medieaftaler, der distancerer ligaen og klubberne fra konkurrerende ligaer i verden (*godt nok har FC Barcelona og Real Madrid været i stand til at følge med p.g.a. medieaftaler med særhensyn, ligesom Bayern München med sin globale status og ejerskabsforhold også hænger godt på sammen med Paris Saint Germain, der har fået luft under vingerne med den Qatar-relaterede kapitaltilførsel). 

 De seneste ti år har der kun været to engelske vindere af UEFA Champions League (Manchester United og Chelsea) mod fem spanske titler (fire til FC Barcelona og en til Real Madrid), to italienske (AC Milan og Inter), mens tyske Bayern München også har hevet en sejr. Vi skal fire år tilbage, før et hold fra den engelske Premier League deltog i den fornemste klubfinale. Det kan skabe en sammenligning med danske forhold. FC Københavns absolutte dominans blev pludselig afbrudt for en stund, da FC Nordsjælland vandt mesterskabet i 2012, og siden da har både AaB og FC Midtjylland sneget sig ind og ødelagt FC Københavns visioner. FC Nordsjælland markerede en form for et paradigmeskifte ved at sikre sig et mesterskab med et relativt billigt hold med spillere fra egen talentudvikling. AaB gjorde i øvrigt noget lignende i 2008 og i særdeleshed i 2014, hvilket understreger behovet for kultur og dermed en kohærens, som i en tæt konkurrence kan være den differentieringsfaktor, som bevirker, at klubben kan vinde titler eller præstere over evne set i forhold til spillernes isolerede individuelle kvalitet eller klubbens samlede finansielle råderum. God kultur producerer således stærkere synergieffekter. Vi så Borussia Dortmund gøre noget lignende under Jürgen Klopps ledelse. Athletic Bilbao, Atletico Madrid, Udinese, Southampton og lige nu Leicester i Premier League er andre udenlandske eksempler på stærk performance med alle eller nogle af disse karakteristika. Fodbold er kultur! Manchester Uniteds storhedstid under Alex Ferguson var i høj grad præget af ’class of 92’ og den kulturelle manifestation, som de afstedkom. Liverpool FCs succes i UEFA Champions League under Benitez er et lignende eksempel med Gerrard og andre fra egen avl som stærke kulturelle ledere på holdet. Nu har begge mandskaber de seneste par år været igennem en turbulent tid med ønsker om lignende internationale præstationer og med masser af aktivitet på transfermarkedet og dermed udskiftninger på træner- og spillerfronten uden at indfri ønskerne. Fokus har således været forhåbningerne om et ’quick fix’ uden den strategiske støtte, som kommer fra den talentudvikling, hvorigennem begge klubber tidligere har grundlagt store resultater.

Nedenfor vises et billede af en Sigmoid-kurve, som kan bruges til at illustrere, at fodboldklubber i deres strategiske arbejde skal anerkende og lære betydningen af, at de ikke kan opbygge og opretholde en vinderkultur over lang tid alene ved at implementere strategiske forbedringer, som sikrer en kontinuerlig opadgående performance-retning uden mærkbar kortvarig eller langvarig nedgang (Pietersen, 2002; Handy, 1995). Nedgangen kommer, men den skal håndteres optimalt. Der er nogle brud/kløfter i den positive udvikling, f.eks. når der skal udskiftes i spillerstaben (generationsskifte) ved at erstatte ældre rutinerede spillere, som har aftjent deres værnepligt. Her tænker jeg på at erstatte spillere, som har været vigtige aktiver i en længere periode, men som nu har et lavere performance-niveau, og de spillere skal så erstattes med yngre kræfter for at imødekomme ønsket om fremtidig god performance. Ferguson var netop et eksempel på en træner, som forstod meningen med, at det kan betale sig at fokusere på denne balance mellem trinvise forbedringer og radikale forandringer. Dette stiller selvfølgelig krav til en fodboldorganisations styring af ressourcer, men også den opfindsomhed og fremsynethed, som findes blandt organisationens nøglemedarbejdere. Og det kan være svært i en branche, hvor der er kamp om talenter, at spotte de medarbejdere, som indeholder evnen til at kreere konkurrencemæssige fordele v.h.a. ‘flashes of insights’ (inspireret af et kursus, som jeg gennemgik på Columbia University, se Duggan, 2013). Med andre ord handler det om, at fodboldlederne er dygtige til at finde de spillere (hvad enten det er spillere på transfermarkedet eller fra egen talentudvikling – husk på at sidstnævnte er billigere og typisk sikrer en bedre kulturel DNA), som kan træde til og erstatte de stjerner, som af den ene eller anden årsag flyver fra reden, på en måde, så performancenedgangen bliver så kort som muligt, inden kurven igen bevæger sig i den positive retning igen (deraf navnet Sigmoid-kurve, som betyder S-formet, jf. kurvens udvikling). Det er jo sådan, at god performance oftest følges af stagnation, nedgang eller i værste fald en konkurs, som vi så det i eksemplet med FC Vestsjælland. Så min pointe i den henseende er, at klubberne (og DBU for den sags skyld) skal lære, at intet (heller ikke succes) varer for evigt, og derfor skal analysen peges i retning mod at forstå samt udnytte de elementer, som kan relateres til det positive momentum, som har fundet sted, samtidig med, at de understreger vigtigheden af at tilpasse sig det konkurrencemæssige miljø på en performanceoptimerende og fremsynet måde. Ressourcerne skal således sættes i spil på en eksperimenterende måde, og det er vel netop derfor, at de store succesfulde virksomheder etablerer ‘business intelligence units’, som hele tiden er up-to-date med, hvad der rører sig i omverdenen (trends, tendenser og konkurrenter). Start med at kigge på strategien og husk, at der er ingen strategi uden eksekvering og omvendt. Det transformationsøkonomiske islæt er derfor, at fodboldorganisationen skal finde en transformation til en ny kurve, inden den eksisterende kurve rammer en altødelæggende nedgangsperiode! Husk derfor på at denne fokus skal være i de gode tider, hvor de økonomiske ressourcer er gode (inkl. økonomi og mandskab). Vi har set i Brøndby IF og tidligere i AaB samt i AGF, at ændringerne kom for sent og på et tidspunkt, hvor økonomien var katastrofal, hvorfor det resulterede i trusler om nedrykning eller en realiseret nedrykning som i AGFs tilfælde, og det bør ikke ske for så store og velpositionerede klubber.  

 Skærmbillede 2016-03-14 kl. 15.29.01

Billede: Sigmoid-kurve (Pietersen, 2002).

Jeg har på et tidligere tidspunkt skrevet en kronik i Tipsbladet om betydningen af strategi og balancen mellem aktiviteter på transfermarkedet og organisk vækst for at opnå succes i UEFA Champions League, se her. Flowet af trænere og spillere til og fra Premier League er stadig højt. Der hentes dyre forsvarsspillere til Manchester City, som ikke har levet op til forventningerne, en Bastian Schweinsteiger til Manchester United, som har gjort det fantastisk for Tyskland og Bayern München, men som for mig at se var for dyr i forhold til den skadeshistorik og alder, som præger hans CV. De engelske klubber har den økonomiske magt til at støvsuge andre ligaer for gode spillere og trænere, og nu vil Pep Guardiola også lande i ligaen (Manchester City). Han plejer at prioritere skabelsen af en god kultur, der kan indfri en engelsk topklubs ønske om nationale og internationale titler. FC Barcelona har Lionel Messi og har investeret i profiler som Suarez og Neymar, men Messi kom på et tidligt tidspunkt ind i talentsystemet og har sammen med bl.a. Xavi og Iniesta og en ryggrad af andre spanske landsholdsspillere haft enorm betydning for den kulturelle kohærens. Jeg snakkede i denne uge i USA med en af FC Barcelonas analytikere, og det tydeliggjorde klubbens altoverskyggende spotlight på skabelse af den berømte FC Barcelona ideologi, hvor det at have bolden er et godt forsvar. Bayern München har ligheder med denne udviklingstrend, og artiklen søger på denne måde at motivere til opretholdelsen af førnævnte balance mellem transferaktiviteter og organisk vækst samt en kultur, der er sammensat af de rigtige ingredienser og en fodboldøkonomi, der fra øverste ledelsesorgan i tæt interaktion med klubberne søger at skabe de rette rammebetingelser, for det kreerer den bedste bæredygtighed i fodboldøkonomien. Økonomisk handlefrihed må nemlig ikke føre til en ugunstig situation og en sovepude, hvor en klub (som set flere steder i England) bare køber spillere baseret på at stikke fingeren i luften og mærke i hvilken retning, som vinder blæser.   

Kilde:

Duggan, W. (2013). Strategic intuition: The creative spark in human achievement. Columbia University Press.

Handy, C. (1995). The age of paradox. Harvard Business Press.

Pietersen, Willie. Reinventing strategy: Using strategic learning to create and sustain breakthrough performance. John Wiley & Sons, 2002.

, , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

COMMENTS

No comments yet.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Loading Facebook Comments ...